Hvor er der 5G mmWave (26 GHz) i Danmark?

5G har eksisteret i mange år, men 5G mmWave er endnu ikke udbredt. Se hvor i Danmark du finder de lynhurtige 5G mmWave-antenner.

Hvor er der 5G mmWave (26 GHz) i Danmark?

I september 2020 tændte TDC NET for Danmarks første 5G-mobilnet. Siden da har de andre mobilnet – Telia, Telenor og 3 – også udrullet landsdækkende 5G.

I første omgang gjorde teleselskaberne kun brug af 5G NSA (non-standalone). Det betyder, at 5G-radionetværkene kører på 4G-kernenetværk og derfor ret beset ikke er ægte 5G.

TDC introducerede i august 2203 5G SA (standalone) – altså et fuldt udbygget 5G-mobilnet. Her er både det bagvedliggende kernenetværk (core network) og radionetværket (radio network eller RAN) 5G-teknologi.

Vi har dog endnu til gode at få gavn af teknologien 5G mmWave – altså de lynhurtige og meget høje 5G-frekvenser i frekvensområdet 24 til 100 GHz. Det er til trods for, at lande som USA har anvendt 5G mmWave siden 2019.

5G mmWave eksisterer dog faktisk allerede i Danmark. I april 2021 gennemførte Energistyrelsen, som dengang administrerede teleområdet – en frekvensauktion. Her blev blandt andet 26 GHz-frekvensbåndet udbudt, og teleselskaberne bag alle fire danske mobilnet bød ind på forskellige mængder båndbredde i 26 GHz-frekvensbåndet, som dækker over frekvenser fra 24,65 GHz til 27,5 GHz.

Hvor stor båndbredde har teleselskaberne på 5G mmWave?

  • 3 har adgang til 1.000 MHz båndbredde i 26 GHz-frekvensbåndet (26,5-27,5 GHz)
  • TDC NET har adgang til 1.250 MHz båndbredde i 26 GHz-frekvensbåndet (24,65-25,9 GHz)
  • TT-Netværket (Telia og Telenor) har adgang til 600 MHz i 26 GHz-frekvensbåndet (25,9-26,5 GHz)

Læs også: Nu tester TDC NET 5G mmWave via 26 GHz-frekvensbåndet i København

Her er der 5G mmWave i Danmark

Siden udstedelsen af tilladelserne til at bruge 5G mmWave i Danmark har der været meget stille fra teleselskaberne. Kun TDC NET har villet røbe, at man er klar med 5G mmWave 100 steder inden foråret 2025.

I slutningen af 2021 og starten af 2022 kom det også frem, at TDC NET er begyndt at teste 5G mmWave to steder i Danmark. Her var formålet at teste de høje frekvensers mobildækning under forskellige vejrforhold som sne og regn.

TDC NET annoncerede samtidig, at man havde opnået hastigheder på 4 gigabit i sekundet på 26 GHz-frekvensbåndet. Siden da har der været stilhed, men antallet af 5G mmWave-antenner er nu øget til 4 steder i Danmark.

I skrivende stund findes der 5G mmWave på følgende adresser i Danmark:

  • Sydkajen 17 (DLG Nakskov), 4900 Nakskov
  • Banegårdspladsen 7 (København H), 1570 København V
  • Teglholmsgade 1 (Nuuday A/S), 2450 København SV
  • Sagavej 64, 9260 Gistrup

Læs også: TDC opnår 4 gigabit i sekundet med 5G mmWave i København

Der er tændt for mmWave, men du kan ikke bruge det

Antennerne, der bruger 26 GHz-frekvensbåndet, er en del af det offentlige mobilnet ligesom de øvrige frekvenser. Udfordringen er dog, at der endnu ikke er nogen 5G-smartphones eller 5G-routere på det danske marked, der understøtter det høje frekvensbånd.

Så selv om de høje frekvenser allerede udsendes på de fire adresser, er der ingen, der kan bruge frekvenserne. Der er derfor ikke andet for end at vente på, at de første producenter lancerer smartphones og routere med mmWave-understøttelse i Europa. Forhåbentlig sker det i løbet af 2024.

Lanceringen af mmWave-understøttelse i kommende produkter vil formentlig ske i samarbejde med teleselskaber som TDC NET, som skal sikre fuld kompatibilitet på sine netværk.

Læs også: Bag om 5G-teknologien