7 Gbit/s: TDC tænder for Danmarks første rene 5G-netværk

TDC og Ericsson har netop lanceret det første rene 5G Standalone (SA) netværk i Danmark. Det giver hastigheder på flere gigabit i sekundet.

7 Gbit/s: TDC tænder for Danmarks første rene 5G-netværk

7 gigabit i sekundet. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er faktisk en hastighed, der nu kan lade sig gøre på TDCs opgraderede 5G-netværk.

Sammen med netværksleverandøren Ericsson har TDC NET tændt for Danmarks første rene 5G-netværk.

Læs også: TDC opnår 4 gigabit i sekundet med 5G mmWave i København

Hvad er et rent 5G-netværk?

Et ”rent” eller ”ægte” 5G-netværk er ikke det samme som et hvilket som helst andet 5G-netværk. Der findes to forskellige udrulningsmetoder for 5G:

  • 5G Standalone (SA): Ægte/rent 5G, hvor både radio- og kernenetværk er 5G
  • 5G non-Standalone (NSA): 5G-radionetværk, der anvender et 4G-kernenetværk

Den primære forskel mellem de to typer af 5G er det såkaldte kernenetværk (core netværk eller CN). Kernenetværket er den bagvedliggende del af netværket, som ikke er de fysiske antenner – altså al den hardware og software, der håndterer internettrafikken.

TDC NET lancerer Danmarks første ægte 5G-netværk

TDC NET var først i Danmark med et 5G-netværk i september 2020. Da var der tale om et 5G non-Standalone-netværk (NSA), hvor 5G-radionetværket med nye og højere 5G-frekvenser fungerede i samspil med det eksisterende 4G-kernenetværk.

Takket være Ericssons såkaldte dual-mode 5G Core-løsning er det relativt nemt for en netværksudbyder at overgå til et rent 5G-netværk. Det er netop, hvad TDC NET har gjort. TDC NET bliver dermed indehaver af Danmarks første ægte 5G-netværk.

“Vi var de første til at introducere 5G i Danmark, og nu tager vi det næste store skridt ved at tænde for 5G Standalone. Det vil give forbrugere, virksomheder og industrier øget effektivitet, sikkerhed og en række muligheder på tværs af alt fra selvkørende biler, fjernarbejde, sundhedspleje samt missionskritiske operationer hos myndigheder,” siger Jakob Dirksen, der er teknisk direktør i TDC NET, og tilføjer:

”Derudover vil 5G Standalone også muliggøre forbedringer af energieffektiviteten takket være mere data, der overføres med den samme mængde energi, og hurtigere adgang til indhold.”

Hastigheder på helt op til 7 Gbit/s

Når man taler om et rent 5G-netværk, betyder det, at det bagvedliggende kernenetværk er blevet moderniseret. Nu er det ikke kun radionetværket, der understøtter 5G, men også kernenetværket. Og det giver enormt mange fordele for slutbrugerne.

Et 5G Standalone-netværk har lavere responstid, højere effektivitet, bedre udnyttelse af det allokerede spektrum, højere pålidelighed og lavere strømforbrug på terminalerne – altså primært smartphones, som kobler sig til 5G-antenner.

TDC og Ericsson har gennemført en test på TDC NETs 5G SA-netværk, hvor det lykkedes dem at opnå en maksimal downloadhastighed på intet mindre end 7 gigabit i sekundet. Hidtil har de danske 5G-netværk toppet på downloadhastigheder omkring 1,5 gigabit i sekundet. Testen foregik ved brug af Ericsson Radio System, som understøtter både mellemfrekvenser og høje mmWave-frekvenser.

TDC NET har i skrivende stund mindst tre mmWave-antenner med en frekvens på 26 GHz opsat i Danmark: Èn på Københavns Hovedbanegård, én på TDC-koncernens hovedkontor på Teglholmsgade 1 i København og én ved Nakskov Havn. Der er dog endnu ikke nogle enheder såsom smartphones, som understøtter mmWave i Danmark.

Med 5G Standalone kan TDC NET også for alvor gøre brug af teknologien network slicing. Det vil sige, at forskellige erhvervskunder med forskellige behov koblet på et og samme 5G-netværk kan få tilpasset virtuelle “slices” af netværket i deres område til at have lige netop de egenskaber, som de efterspørger. Det kan være en fabrik, som har brug for ekstremt lav responstid og knap så høj båndbredde og hastighed, mens en anden virksomhed ikke har brug for nær så høj responstid, men til gengæld høj pålidelighed og høje hastigheder. Dette bliver nu muligt takket være brugen af 5G Standalone.

Læs også: Nyheder om 5G