5G og 6G får kæmpe opgraderinger takket være AI

5G er fortsat under udrulning og udvikling, men der arbejdes samtidig ihærdigt på næste generations 6G-teknologi, som får nye evner takket være AI.

5G og 6G får kæmpe opgraderinger takket være AI

Kunstig intelligens er alle vegne, og det er både AI og maskinlæring (ML) faktisk også allerede i brug til en vis grad i 5G-standarden. Her bruges det til teknologien Network Data Analytics Function (NWDAF), som er en del af 15. version af 3GPP-kommunikationsstandarden fra 2018 – bedre kendt som den første 5G-udgave 5G NR (New Radio).

Her muliggør AI og ML indsamling af data fra forskellige noder i netværket, som kan bruges til automatiseret netværksstyring og optimering af individuelle, virtualiserede netværksfunktioner.

Det er dog kun grænsefladerne for brugen af AI og ML, der er defineret i netværksstandarden. Det er op til netværksproducenterne og teleselskaberne selv at udvikle og implementere de specifikke AI- og ML-modeller.

Læs også: Teleselskaber: 6G kommer først i 2030

AI og ML spiller en større rolle i fremtidens mobilnet

Teknologien NWDAF er en forsmag på, hvad vi kan vente os af senere udviklinger af 5G og 6G. Her kommer AI og ML til at spille en langt større rolle.

Med den 16. udgave af 3GPP-kommunikationsstandarden fra 2020 blev NWDAF-teknologien udvidet betragteligt til at omfatte langt mere omfattende analyser af mobilnetværk.

AI og maskinlæring skal også bruges til information om og analyse af funktioner til håndtering af tilkoblede enheders mobilitet, brugeradgang til specifikke funktioner, abonnenters brugeroplevelse, bæredygtighed såsom batteristatistik og overbelastning af radionetværk.

NWDAF bliver dermed et vigtig teknologi til at kunne forudsige mobilnetværks adfærd og til at skabe realistiske modeller til finjustering af virtuelle netværksfunktioner, optimering af mobilnettet og styring af sessioner og kvalitetssikring.

Læs også: 75 % af 5G-netværk er opgraderet til 5G-Advanced i 2030

Større planer med AI og ML i 5G og 6G

Den 18. version af 3GPP (5.5G og 5G-Advanced) er ved at blive færdigudviklet, og her går snakken på, at AI og ML skal bruges til at forbedre ydeevnen af 5G-standarden ved brug af bedre styring af radiostrålernes retning og forbedret positionsnøjagtighed i forskellige scenarier.

Når turen kommer til 6G, vil AI og ML blive brugt som nøgleteknologier til mange områder af de fremtidige, trådløse netværkssystemer.

Aktører i branchen undersøger allerede, hvordan ML-baserede modeller kan bruges i signalbehandling af basisbånd, så trådløse modtagere kan registrere kanalforhold og genskabe signalinformation mere præcist og effektivt.

Maskinlæring vil også blive brugt til i hele kæden omkring transmission, modtagelse og signalbehandling af basisbånd til 6G.

Selv om vi måske ikke får gavn af kunstig intelligens og maskinlæring i 5G og 6G lige her og nu, er det uden tvivl teknologier, som vil få en vigtig rolle i fremtidens mobilnet.

Læs også: Kognitive netværk: Fremtidens mobilnetværk bliver AI-drevne