Tyskland vil ikke per default forbyde 5G-udstyr fra Huawei

Tyskland vil ikke bare udelukke for eksempel Huawei til 5G-netværk - i stedet skærper de sikkerhedskravene til netværksleverandørerne.

Tyskland vil ikke per default forbyde 5G-udstyr fra Huawei

De fleste, der følger tech-branchen tæt, er nok bekendte med, at Huawei har haft et svært 2020. Særligt på telefonfronten. Når det gælder netværk, har 2020 også været et turbulent år uden for Kina, men takket være ordrer i hjemlandet til at bygge 5G-netværk, har Huawei alligevel formået at sætte sig på tronen som største 5G-leverandør.

Huawei kæmper i Europa

Uden for Kina ser det som sagt anderledes ud. Særligt i Vesten har selskabet problemer med at få aftaler i hus i det omfang, de tidligere har været vant til.

I Danmark har de slet ingen 5G-aftaler, i Sverige er de på nippet til at miste alle 5G-aftaler, i England skal al netværksudstyr fra selskabet fases ud og flere andre lande i Europa tillader ikke brug af selskabets udstyr. Primært på grund af nationale sikkerhedshensyn.

Se også: Hvad er 5G?

Tyskland vil skærpe kravene og ikke bare udelukke nogen

I Tyskland har man taget en lidt anden holdning til tingene. De tyske myndigheder har valgt at stramme sikkerhedskravene for at kunne udbygge 5G-netværk i landet, men de bandlyser ingen direkte.

I følge Associated Press kræver de tyske myndigheder, at netværksleverandører, der stiller udstyr til rådighed til kritisk infrastruktur, skal stille garantier for, at deres udstyr ikke bliver brugt til spionage eller terrorisme. Selskaber, der ikke lever op til sikkerhedskravene, får ikke lov til at bygge 5G-netværk og kritisk infrastruktur i landet.

Indtil videre er det kun et foreslået regelsæt og det skal nu godkendes af regeringen, inden det bliver til lov. Det står uklart, hvilke sikkerhedsregler og -krav, der er tale om. Det er ikke første gang, at vi hører om denne tilgang til udbygningen af 5G-netværk i Tyskland. Huawei har også tidligere rost tilgangen med at højne sikkerheden, da de mener, det er den mest fair måde at behandle netværksleverandørerne på samtidig med, at de enkelte lande får den højst mulige sikkerhed.

Den tyske kansler Angela Merkel har tidligere været ude og sige, at man ikke bare bør udelukke en virksomhed, men sætte nogle standarder, som alle skal efterleve og de virksomheder, der ikke gør det, vil så være dømt ude.

Se også: 5G-teknologier forklaret