Hvor bliver 5G mmWave i Danmark af?

mmWave er udbredt i USA, Sydkorea og Japan, men i Europa sker der stort set ingenting. Enten teleselskaberne eller mobilproducenterne må tage teten, men hvem bliver det?

Hvor bliver 5G mmWave i Danmark af?

I årevis er vi blevet stillet lynhurtigt 5G i udsigt, og selv om det da allerede nu mange steder er muligt at opnå downloadhastigheder på 1.000 Mbit/s eller endnu mere, må vi også bare ærligt erkende, 5G mmWave – ægte hurtigt 5G – endnu ikke for alvor er tilgængeligt herhjemme.

Siden 2021 har TDC NET opsat de første få 5G mmWave-antenner, der bruger det meget høje 26 GHz-frekvensbånd. I dag er der kun 5G mmWave at finde fire steder i landet:

  • Sydkajen 17 (DLG Nakskov), 4900 Nakskov
  • Banegårdspladsen 7 (København H), 1570 København V
  • Teglholmsgade 1 (Nuuday A/S), 2450 København SV
  • Sagavej 64, 9260 Gistrup

Der er i Danmark næsten 13.000 forskellige antennepositioner i Danmark, så at fire af disse er mmWave, er altså tæt på ligegyldigt.

Læs også: Hvor er der 5G mmWave (26 GHz) i Danmark?

Hvem skal tage teten? Teleselskaberne eller mobilproducenterne?

Og vi kommer heller ikke uden om den velkendte problematik om hønen eller ægget. For i Europa er der ingen smartphones, som understøtter 5G mmWave. Det er til trods for, at selvsamme mobilproducenter uden problemer introducerer samme telefoner med samme modem og med understøttelse af en håndfuld 5G mmWave-frekvensbånd i USA.

Den manglende understøttelse af 5G mmWave har den uheldige konsekvens, at teleselskaberne ikke just har travlt med at udbygge deres mobilnet med 5G mmWave. Og når teleselskaberne ikke understøtter 5G mmWave, hvorfor skulle de europæiske mobilproducenter så spilde tid og ressourcer på at understøtte frekvenserne på de telefoner, de sælger i Europa?

Det har resulteret i, at Europa er håbløst bagefter USA, Sydkorea og Japan, når det kommer til mmWave.

Nogen må tage initiativet, må man derfor tænke. Men sandheden er nok nærmere, at det er et samarbejde og arbejde hos både mobilproducenter og teleselskaber, der sker parallelt.

I Danmark er det TDC NET, der indtil videre har taget initiativ til at opsætte fire 5G mmWave-antenner. De er allerede nu en del af det offentlige mobilnet, og alt der mangler er derfor 5G mmWave-kompatible smartphones.

Læs også: TDC opnår 4 gigabit i sekundet med 5G mmWave i København

mmWave i iPhones i Europa kan sætte skub i udviklingen

Man kan dermed på en måde sige, at bolden nu ligger hos mobilproducenterne. Her må vi nok sætte vores lid til, at Apple sætter skub i udviklingen. Når først iPhones understøtter 5G mmWave, vil efterspørgslen på adgang til teleselskabernes mobilnet med flere gigabit i sekundet stige enormt.

Og det kan være det, der skal til, for at teleselskaberne begynder at opføre flere 5G mmWave-antenner rundt om i landet.

Mobilproducenter som Apple, Samsung, OnePlus, Google og Motorola behøver sådan set ikke at lancere nye produkter for at understøtte 5G mmWave. Mange af de seneste års smartphones kommer allerede med 5G-modem, som understøtter de nødvendige frekvenser. Det er snarere et spørgsmål om, at adgangen til frekvensbåndene skal aktiveres via en opdatering til produkterne.

Det er dog ikke utænkeligt, at mobilproducenterne vil introducere 5G mmWave i Europa som en feature, som til en start er forbeholdt nye topmodeller. Det kan være den kommende iPhone 16-serie.

Før eller siden vil 5G mmWave dog blive en teknologi, der er tilgængelig i langt de fleste smartphones, ligesom de nuværende 5G sub 6-GHz-frekvenser har været det i efterhånden nogle år.

Læs også: Nu tester TDC NET 5G mmWave via 26 GHz-frekvensbåndet i København