3 vil live-transmittere landskamp via 5G mmWave
Onsdag spiller Danmarks herre-fodboldlandshold en venskabskamp mod Sverige i Parken klokken 19:00. Men én ting bliver ikke, som det plejer: Nemlig transmissionen.
Teleselskabet 3 vil nemlig, sammen med netværksselskabet Ericsson og TV 2, prøve at live-transmittere fodboldkampen via det lynhurtige 5G mmWave, som er opsat i Parken. Det er første gang, at sådan en slags live-transmission finder sted i Danmark, og transmissionen baner vejen for en helt ny måde at producere og opleve store livebegivenheder på, lyder det fra 3.
Se også: Hvor bliver 5G mmWave i Danmark af?
Live-tv med stor fleksibilitet
De ekstremt høje datahastigheder på flere gigabit i sekundet og den meget lave forsinke (latency) gør 5G mmWave velegnet til at producere live-tv, forklarer Morten Brandstrup, der er Head of Newstechnology hos TV 2:
“Der er mange fordele ved at producere med 5G. Fotograferne bliver meget mere fleksible og mobile, når alt foregår trådløst. Det gør opstilling af kamera til sportskampe hurtigere, når der ikke skal trækkes hundredvis af meter kabel, og vi kan bruge det 5G-netværk, der allerede er, men altså nu med en helt anden sikkerhed og stabilitet i live-produktionen. Derfor ser vi også meget frem til at afprøve dette live for første gang.”
At signalet transmitteres markant hurtigere med 5G, vil i fremtiden lede til en radikalt anderledes seeroplevelse, forklarer Kim Christensen, som er netværkschef i teleselskabet 3.
“Med 5G SA mobilnetværk kan 3 levere højere hastigheder med stærkt reduceret forsinkelse, hvilket leder til en langt bedre brugeroplevelse i områder med tusindvis af mennesker, som eksempelvis et fyldt stadion. Med transmission via 5G-Mm-Wave-teknologi sikres desuden et stabilt signal, høje hastigheder og en uforstyrret produktion. I takt med at denne udsendelsesmetode udbredes, vil det i stigende grad komme seerne og produktionsselskaberne til gavn,” siger han.
Se også: Nu tester TDC NET 5G mmWave via 26 GHz-frekvensbåndet i København
Første 5G mmWave-antenne fra 3
Den nye antenne med en frekvens på 26.000 MHz (26 GHz) er den første af sin slags fra 3, som indgår i det offentlige mobilnet. Dermed er det nu 3 og TDC NET, som har 5G mmWave i Danmark. Der er dog endnu ikke nogen smartphones, som understøtter 5G mmWave i Danmark. Det gør de kameraer fra Sony, som bruges til live-transmissionen, til gengæld.
Med de 5G-baserede kameraer fra Sony vil blive meget nemmere for tv-stationer at lave liveproduktioner i fremtiden:
“Dét at man har et kamera, som er udstyret med en trådløs 5G-opkobling, og som kan sende store mængder af billeder i høj opløsning i realtid til produktionsteamet uden et kabel, er et meget stort skridt i at lave fremtidens tv-produktioner. Det vil lede til nye muligheder for at lave direkte udsendelser til glæde for seerne, der kan forvente mere engagerende live-indhold med 5G-transmitteret TV,” siger Claus Pfeifer, Head of Connected Content Acquisition at Sony Professional Europe.
Se også: TDC opnår 4 gigabit i sekundet med 5G mmWave i København
Om afprøvning af live transmission med 5G-MmWave
Til kampen arbejdes der med to setup – et reference setup til at give et kontinuerligt video upload og en sports-TV-fotograf udstyret med et teknisk setup og produktion:
Haivision PRO460 video encoder, udstyret med en Sony mobil device, PDT-FP1, 3DK 5G SA data SIM med mulighed for mmW. Video: 1080P50 35Mbps uplink. Forventet glass-to-glass latency: sub 250ms.
Referencesetup: Haivision PRO460 med 6 standard data SIM – “bonded cellular” + Havision PRO460 med netværk via Sony PDT-FP1.
Det er desuden ikke første gang, at TV 2 og Sony tester 5G til live-transmission. Tilbage i november sendte de to selskaber med stor succes en 5G-liveudsendelse af Go’ Aften Live.
Se også: TV 2 og Sony tester 5G-liveudsendelse af Go’ Aften Live