5G via satellit: Global mobildækning for 45 kr./md.
5G, som vi kender det, vil snart være tilgængelig for alle og overalt – ikke kun på land, men også midt ude på havet.
Det kan vi takke Den Europæiske Rumorganisation (ESA) for. Tilbage i 2019 lancerede ESA nemlig projektet ”Space for 5G & 6G”, hvortil der blev oprettet et konsortium bestående af Airbus Defense and Space, Fraunhofer-instituttet og universitetet for det tyske forsvar i München.
Se også: Fremtidens 5G-signal kommer fra satellitter og dækker hele kloden
Satellitbaseret 5G for 45 kr./md.
Nu er projektet klar med en undersøgelse, som viser, at vi kan få adgang til de første 5G-forbindelser via satellit allerede i 2025 – om end med lav båndbredde til en start. Først i 2032 forventes det, at man kan opnå maksimale hastigheder via satellitbaseret 5G.
Til gengæld ventes satellitbaseret 5G at blive forbavsende billigt. ESA forventer, at et abonnement med global 5G-dækning kan købes for kun 6 euro eller 45 kr./md. Fuld adgang til maksimal hastighed og premium-funktioner til virksomhedskunder vil løbe op i maks. 450 kr./md., hvilket stadig må siges at være en konkurrencedygtig pris.
Til sammenligning koster et typisk 5G-mobilabonnement med fri data cirka 199 kr./md. hos lavprisselskaberne, mens du skal betale fra 269 kr./md. for ubegrænset 5G-bredbånd.
Se også: Ny europæisk 5G-hastighedsrekord: 32 Gbit/s
Behov for yderligere forskning
Ifølge undersøgelsen er der behov for yderligere udvikling og optimering for at få et globalt satellitbaseret 5G-mobilnet op at køre.
For eksempel er der brug for tungere satellitter end normalt, hvilket kræver mere effektive og bedre fremdriftssystemer for at blive holdt på plads.
Antenneteknologien skal også forbedres for at kunne håndtere den forventede datamængde. Forskning på disse områder er allerede igangsat som en del af projektet.
Se også: Kina har opsendt verdens første 6G-satellit
Perspektivering
Hvis landbaserede og satellitbaserede mobilnet kobles sammen, vil man opnå en særdeles omfattende mobildækning og internetadgang. De landbaserede mobilnet håndterer dækningen i byområder, mens satellitbaseret 5G supplerer i ydre områder, hvor den landbaserede mobildækning er utilstrækkelig.
Om vi kommer til at se nogle af de danske teleselskaber tilbyde satellitbaseret 5G, er endnu for tidligt at sige. Der hersker i hvert fald ingen tvivl om, at teknologien har store perspektiver – særligt i samspil med de mobilnet, vi allerede er forbundet til.
Se også: Første teleopkald over satellit med en almindelig telefon gennemført