Fremtidens 5G-signal kommer fra satellitter og dækker hele kloden

Ericsson, Qualcomm og Thales skal nu teste og undersøge muligheden for at bringe 5G-teknologi op i rummet i form af satellitbaseret 5G, som kan understøtte eksisterende 5G-net.

Fremtidens 5G-signal kommer fra satellitter og dækker hele kloden

En trio bestående af den svenske netværksgigant Ericsson, den amerikanske chipproducent Qualcomm og den franske teknologikoncern Thales skal sammen undersøge mulighederne for at føre 5G-teknologi ud i rummet. Løsningen kaldes 5G non-terrestrial networks (5G NTN) – altså ikke-jordbaseret 5G-netværk.

Mobilnetværk er normalt konstrueret på landjorden og består i grove træk af et kernenetværk (CN) og et radionetværk (RAN), som omdanner et radiokædesignal eller et fibersignal til radiobølger via en antenne, som blandt andet mobiltelefoner kan modtage data fra og sende data til. Det gælder både for 2G, 3G, 4G, 5G og fremtidens 5G-Advanced og 6G.

Se også: Komplet liste over alle 5G-telefoner

Tester satellitbaseret 5G i Frankrig

Men nu skal de tre virksomheder skal undersøge, om man kan tænke 5G-teknologi helt anderledes. De skal nemlig udvikle og teste et rumbaseret 5G-netværk, der gør brug af satellitter i lavt jordkredsløb. Det er ikke tanken, at et rumbaseret 5G-netværk skal erstatte, men derimod understøtte eksisterende landbaserede 5G-netværk. Det kan dermed fungere som en form for backupløsning til at sikre netværksadgang, hvis landbaserede netværk oplever store og pludselige nedbrud, for eksempel på grund af katastrofer. Satellitbaseret 5G kan også bruges som en fast løsning de steder, hvor landbaseret 5G ikke dækker.

De tre virksomheder skal nu foretage indledende test i et efterlignet rummiljø i Frankrig. Målet med testen er at validere de forskellige tekniske komponenter, som inkluderer en 5G-smartphone, satellitter og 5G-netværkskomponenter på jorden.

“Det endelige resultat kan i praksis betyde, at uanset hvor du befinder dig på Jorden – midt i et hav eller i den fjerneste skov – vil du kunne få adgang til højkvalitets, sikker og billig opkobling gennem et samarbejde mellem 5G-satellit og jordbaseret opkobling,” siger Erik Ekudden, der er vicedirektør og teknisk direktør hos Ericsson.

Viser testen positive resultater, kan projektet altså på sigt føre til, at vores smartphones strengt taget bliver til satellittelefoner – noget som før har været rygtet som en funktionalitet i iPhone 13, men som viste sig ikke at blive en realitet.

Læs også: Alt om 5G-teknologien