Brugen af Wi-Fi 7 kommer til at eksplodere i 2024
I 2024 kommer Wi-Fi 6-, Wi-Fi 6E- og den helt nye Wi-Fi 7-teknologi til at spille en afgørende rolle.
Ny rapport fra brancheforeningen Wireless Broadband Alliance (WBA) viser nemlig, at de nyeste Wi-Fi-teknologier kommer til at have højeste prioritet hos netværksoperatører, internetudbydere og leverandører af enheder og chipsæt.
Læs også: Smartwatches og wearables med 5G er lige om hjørnet
Wi-Fi 7 overgår andre teknologier i telebranchen
Faktisk har de trådløse Wi-Fi-teknologier så høj prioritet, at 41 procent af respondenterne i telebranchen svarer, at de har planer om at anvende Wi-Fi 7 på den ene eller anden måde inden udgangen af 2024. Det er en væsentlig fremgang i forhold til året forinden, hvor kun 33 procent svarede det samme.
Dermed overgår Wi-Fi 7 andre spændende teknologier som CBRS, DAS og selv private 4G- og 5G-netværk. Stigningen lader til at hænge sammen med en større tillid til at investere i Wi-Fi-teknologien.
58 procent af respondenterne svarer, at de mere trygge ved at investere i Wi-Fi. Samme tal var 46 procent sidste år.
Den store tro på Wi-Fi, men særligt Wi-Fi 7 (også kaldet 802.11be), er til stede, allerede inden standarden er blevet endeligt færdigudviklet og certificeret af den såkaldte Wi-Fi Alliance.
Læs også: Det store 5G-leksikon: Alle 5G-begreber fra A til Å
Mange gange hurtigere end Wi-Fi 6
Wi-Fi 7 udmærker sig ved at være hele tre gange hurtigere end Wi-Fi 6. Den nyeste trådløse netværksprotokol understøtter nemlig dataoverførelseshastigheder på op til 30 gigabit i sekundet. I praksis vurderes Wi-Fi 7 dog ”kun” at opnå op til 2,4 gange højere hastigheder end Wi-Fi 6, men det er dog også mere end rigeligt for langt de fleste.
Ligesom Wi-Fi 6E bruger Wi-Fi 7 tre frekvensbånd: 2,4, 5 og 6 GHz. Wi-Fi 7 er en teknologi, som vil blive anvendt i alt fra 5G-routere og traditionelle routere til smartphones, tablets og computere. Takket være Wi-Fi 7 vil 5G-routere på sigt kunne levere trådløse netværkshastigheder både i hjemmet og til små arbejdspladser på flere gigabit i sekundet.
Indtil videre er de lynhurtigere mmWave 5G-frekvenser dog endnu ikke bredt tilgængelige i Danmark. TDC NET har udrullet 26 GHz-frekvensbåndet enkelte steder i landet, men der er endnu ikke nogen 5G-routere, som understøtter dels det høje frekvensbånd og dels Wi-Fi 7.
Læs også: Nyheder om 5G