3 runder 1.000 mastepositioner med det hurtige frekvensbånd på 3.500 MHz

70 procent af alle danske husstande har nu adgang til 5G fra teleselskabet 3, og senest har teleselskabet rundet 1.000 mastepositioner med det hurtige 3.500 MHz-frekvensbånd.

3 runder 1.000 mastepositioner med det hurtige frekvensbånd på 3.500 MHz

Teleselskabet 3 er godt i gang med udrulningen af 5G. Det sker blandt andet med opsætningen af antenner med 5G-frekvensbåndet på 3.500 MHz (C-båndet), der kan levere hastigheder på omkring 1 gigabit i sekundet (vi har dog også set hastigheder på helt op til 1,5 gigabit i sekundet). Nu har teleselskabet nået en stor milepæl, idet masteposition nummer 1.000 er blevet udstyret med det mellemhøje 5G-frekvensbånd. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

”Det er en vigtig milepæl for os at nå i udrulningen af vores 5G-netværk. Når man tænker på, at langt de fleste brugere typisk har hastigheder, der er langt lavere, er mere end en gigabit i sekundet altså en vanvittig forskel. Her taler vi altså mere end en mangedobling af hastigheden på den typiske brugers internet,” siger 3’s netværksdirektør Kim Christensen og uddyber:

”Eksempelvis vil man med hastigheder på en gigabit kunne hente meget store filer langt hurtigere end tidligere, og er man flere sammen, skal man ikke bekymre sig om at være flere online samtidigt. Der er plads nok.”

Overblik over de forskellige frekvensbånd

Der er flere måder at inddele radiofrekvensbånd på. EU, Nato og USA har én måde at gøre det på, mens ITU (International Telecommunication Union) har en anden måde at gøre det på. Og nonprofitorganisationen og standardiseringsorganet IEEE har en tredje inddeling, som ses herunder:

  • HF (high frequency): 3 til 30 MHz
  • VHF (very high frequency): 30 til 300 MHz
  • L-bånd: 1 til 2 GHz
  • S-bånd: 2 til 4 GHz
  • C-bånd: 4 til 8 GHz
  • X-bånd: 8 til 12 GHz
  • Ku-bånd: 12 til 18 GHz
  • K-bånd: 18 til 27 GHz
  • Ka-bånd: 26,5 til 40 GHz
  • V-bånd: 40 til 75 GHz
  • W-bånd: 75 til 100 GHz
  • mm-bånd: 30 til 300 GHz

Læs også: Alt om de danske teleselskabers 5G-udrulning

70 procent af alle husstande kan nu få 5G fra 3G

3 er i skrivende stund nået så langt i sin udrulning af 5G, at selskabet nu dækker mere end 70 procent af alle danske husstande. Og inden året er omme, er det forventningen, at alle danskere kan få adgang til 5G via 3G.

Udrulningen af 5G sker ved dels at montere 5G-antenner på mange af de eksisterende mastepositioner, og samtidig opgraderes de eksisterende 4G-antennerne ligeledes. Derudover opsættes der antenner, som opererer på 3.500 MHz-frekvensbåndet, på i alt 1.000 nye mastepositioner, der opføres frem mod 2023.

“Er man kunde hos 3, får man lynhurtigt internet, uanset om man er på landet eller i byen. Derfor er det også vigtigt for os, at vi nu har rundet hele 1000 mastepositioner med C-bånd, og vi fortsætter selvfølgelig udrulningen med C-bånd ufortrødent,” siger Kim Christensen.

Læs også: Så hurtigt er de forskellige teleselskabers 5G-netværk

Disse 5G-frekvenser bruger 3 i Danmark

Der findes fire mobilnet i Danmark, og de bruger hver især forskellige kombinationer af frekvensbånd til at levere trådløs kommunikation i hele landet.

3 begyndte i 2020 at udrulle 5G via 700 MHz-frekvensbåndet (bånd 28), som har lavere hastigheder og kapacitet, men til gengæld bedre dækning. Det skete i samspil med frekvensbåndet på 1.800 MHz (bånd 3), som var lånt fra 4G-nettet. Her brugte 3 teknologien Dynamic Spectrum Sharing (DSS) til at allokere noget af 1.800 MHz-frekvensbåndet fra 4G-nettet til også at fungere på 5G-nettet.

Siden sommeren 2021 har 3 gjort brug af 3.500 MHz-frekvensbåndet (bånd 78), som altså leverer væsentligt højere hastigheder, men ikke nær så god dækning. I tillæg til dem bruger 3 også 2.100 MHz-frekvensbåndet (bånd 1), som bruges til at forbedre både 4G- og 5G-netværket. Til sidst vil 3 også tage det lynhurtige mmWave-frekvensbånd på 26 GHz (bånd 258) i brug længere ude i fremtiden. Det er konkurrenten TDC NET dog allerede i gang med at teste i København.

Du kan læse meget mere om, hvilke forskellige 5G-frekvensbånd de forskellige teleselskaber bruger i Danmark.

Læs også: Nyheder om 5G-teknologi