Amazon tilbyder nu private 5G-netværk i USA

Virksomheder i USA kan nu købe adgang til et privat 5G-netværk, som techgiganten Amazon står for at opføre og vedligeholde. Private 5G-netværk er også på vej til Danmark.

Amazon tilbyder nu private 5G-netværk i USA

5G er ikke kun netværk forbeholdt teleselskaber, som køber adgang til frekvensområder på licens fra myndighederne. Det er også private 5G-netværk, som virksomheder kan oprette uden om teleselskaberne.

I USA er man langt fremme med private 5G-netværk. Faktisk så langt, at den amerikanske internetgigant Amazon, som tjener en stor del af sine penge på cloud-platformen Amazon Web Services (AWS), nu tilbyder private 5G-netværk. Det har Amazon offentliggjort i en pressemeddelelse.

At private 5G-netværk nu er en del af Amazons cloud-løsninger, betyder, at virksomheder nu kan få etableret et privat 5G-net i løbet af uger i stedet for måneder. Helt konkret skal Amazon-kunder blot tilgå AWS Private 5G, som løsningen hedder, i den såkaldte AWS-konsol.

Her skal kunder angive, hvor de ønsker at opføre et privat 5G-netværk, og hvilken kapacitet der er behov for til deres enheder. Derefter leverer og vedligeholder Amazon såkaldte small cell-radioenheder fra producenter som Ericsson, Nokia og Samsung. Det er små 5G-antenner, der kan monteres i gadeniveau og indendørs. Der leveres også servere, kernenetværk (CN), radionetværk (RAN) og SIM-kort til virksomheden.

AWS Private 5G er automatiseret, så kapaciteten automatisk skaleres alt efter antallet af enheder og netværkstrafikken. Der betales hverken et dyrt opstartsgebyr eller en pris per tilsluttet 5G-enhed. Amazon tager i stedet kun betaling for netværkskapaciteten.

Læs også: 3,5 GHz-frekvensbåndet skal udlejes som privat 5G-net

Bruger særligt frekvensbånd i USA til formålet

Det private 5G-netværk kører på et frekvensbånd oprettet specifikt til formålet. Der er tale om båndet Citizens Broadband Radio Service (forkortet CBRS), som har fået tildelt frekvensbånd nummer 48. Frekvensbåndet opererer i frekvensområdet 3.550 til 3.700 MHz og har en båndbredde på op til 150 MHz.

Læs også: Private 5G-netværk giver virksomheder helt nye muligheder

Kan bruges på fabrikker og større områder

Der er sådan set ingen grænser for, hvilke virksomheder der kan få oprettet et privat 5G-netværk. Private 5G-netværk har er derfor utroligt mange anvendelser.

For eksempel kan et privat 5G-netværk opsættes på en fabrik, hvor enheder, sensorer, maskiner og ældre produktionsudstyr kan kobles på netværket. Dermed kan samlebåndsproduktioner overvåges i realtid, og der kan indsamles pålidelig data på tværs af de opkoblede maskiner.

Private 5G-netværk egner sig også til at understøtte anvendelser, der kræver lav responstid såsom AR- og VR-teknologi, for eksempel til design, analyser af billeder under medicinske procedurer og autonome køretøjer i distributionscentre.

Sidst, men ikke mindst, kan private 5G-netværk give hurtig og pålidelig netværksdækning ved alt fra spillesteder til universitetscampusser, lufthavne og virksomhedsfaciliteter.

Læs også: Akut behov for højere sikkerhed i private 5G netværk

Private 5G-netværk konkurrerer med Wi-Fi

De fleste virksomheder og selv nogle stadioner og campusser er i dag udstyret med Wi-Fi-teknologi, der giver trådløs internetadgang i større områder. Men til større områder, der skal dækkes med internetadgang, kan private 5G-netværk såsom dem over CBRS-båndet være en bedre løsning.

Michael Peeters, der er tidligere direktør i CBRS-alliancen OnGo, som de fleste store virksomheder inden for telebranchen er med i, har tidligere udtalt, at CBRS kan være en bedre løsning for fabrikker, lufthavne og havne end Wi-Fi. Erhvervsmediet Bloomberg Technology har også beskrevet CBRS som “potentielt mere pålidelig end Wi-Fi” og ”teknologi, der risikerer at gøre Wi-Fi forældet”.

Læs også: Nokia og Verizon udruller privat 5G på globalt plan

Private 5G-netværk på vej til Danmark

I Danmark gennemførte Energistyrelsen i foråret 2020 en stor frekvensauktion. En af de udbudte frekvenser var en del af 3.500 MHz-frekvensbåndet, som er reserveret til, at virksomheder og offentlige institutioner kan etablere private 5G-net med TT Netværket (Telia og Telenor) som udlejer.

I Danmark vil den spanske masteoperatør Cellnex, som sidst i 2020 opkøbte 3’s passive infrastruktur i Danmark, ligesom Amazon levere private 5G-netværk uden om teleselskaberne. 3 indgik i sommeren 2021 også en aftale med Mærsk om at levere 4G – og på sigt 5G – til virksomheden i Aarhus Havn.

Læs også: Nyheder om 5G-teknologi