Qualcomm: 5G mmWave er vejen frem
5G har været udrullet i efterhånden mange år. Herhjemme begyndte TDC NET allerede udrulningen i 2019, men der går fortsat nogle år, før alle teleselskaberne har udfaset alle tidligere generationer af mobilnettet og udelukkende driver 5G-mobilnet.
Et af de elementer, der mangler at blive realiseret, er 5G mmWave – det vil sige lynhurtigt 5G, som opererer ved meget højere frekvenser end det 5G, vi bruger i dag. I Europa, inklusive Danmark, anvendes der det høje 26 GHz-frekvensbånd til mmWave.
Læs også: TDC opnår 4 gigabit i sekundet med 5G mmWave i København
Slut med overbelastet mobilnet takket være 5G mmWave
Spørger man den førende netværksproducent Qualcomm, er det netop 5G mmWave, som skal løse problemer med overbelastning af mobilnettet ved overfyldte områder såsom et stadium eller en arena. 5G mmWave kommer ligeledes til at revolutionere landbruget, spår Qualcomm.
Modsat det ’normale’ 5G tilbyder 5G mmWave langt højere kapacitet og ved langt højere frekvenser. Det betyder, at der kan sendes mange flere data langt hurtigere. Det sker dog på bekostning af rækkevidden og gennemtrængningsevnen af radiostrålerne, som bliver svækket væsentligt, når man kommer over 2-3 GHz, som bruges til det ’normale’ 5G. 5G mmWave er derfor mest egnet indendørs eller til enheder såsom en udendørs antenne på en bygning, der er i direkte sigtelinje til en 5G-mobilmast.
Ifølge Qualcomm vil den helt store fordel ved 5G mmWave være, at overbelastning af mobilnettet bliver en saga blot. Når 15.000 mennesker samles til en stor koncert, vil der altså fortsat være fuld fart på internettet, når 5G mmWave er udrullet og kan anvendes i nye smartphones.
Den hurtige trådløse dataoverførsel takket være 5G mmWave vil også muliggøre nye ting som AR-forbedrede koncerter og nye transportknudepunkter.
Markant lavere strømforbrug end ‘normal’ 5G
En fordel ved 5G mmWave er også, at der kræves en fjerdedel af de basestationer, som er nødvendig med Sub6 GHz-frekvenser for at understøtte samme mængde trafik. Når 5G mmWave udbredes, vil det betyde 70 procent lavere strømforbrug på radionetværket.
Ifølge Qualcomms opgørelse er 5G mmWave nu gjort tilgængeligt i 14 lande. Det er Italien, Spanien, Tyskland, Finland, Storbritannien, Danmark, Grækenland, Sverige, Slovenien, Kroatien, Malta, Nordmakedonien, San Marino og Rusland.
I Danmark blev 26 GHz-frekvensbåndet auktioneret tilbage i april 2021, og i slutningen af 2021 tændte TDC NET de første to 5G mmWave-antenner i København. Der er dog endnu ingen enheder såsom smartphones, tablets og 5G-routere, som understøtter det høje frekvensbånd herhjemme. Det er derfor endnu for tidligt at kunne tage det i brug herhjemme i Danmark.
Læs også: De danske teleselskabers udrulning af 5G