Europæiske teleselskaber vil have Big Tech til at betale netværksregningen

Det er dyrt at drive og udrulle netværksinfrastruktur. Derfor ønsker de europæiske internetudbydere at få de største techselskaber til at være med til at betale regningen.

Europæiske teleselskaber vil have Big Tech til at betale netværksregningen

Energikrise og EU’s klimamål. Det er de to største argumenter hos 16 store europæiske internetudbydere og teleselskaber for, at de store techgiganter bør være med til at betale regningen for at drive den europæiske netværksinfrastruktur.

Læs også: 5G-radionet er en strømsluger – men ny teknologi kan nedbringe energiforbruget

Techgiganter står for halvdelen af netværkstrafikken

Techgiganterne Alphabet (Google), Meta (Facebook), Netflix, Apple og Microsoft står for mere end halvdelen af internettrafikken og bør derfor også være med til at betale den stigende regning hos internetudbyderne. Sådan lyder det fra sammenslutningen af i alt 16 europæiske internetudbydere og teleselskaber.

Hvem er de 16 internetudbydere og teleselskaber?

  1. Deutsche Telekom
  2. Orange
  3. Telefónica
  4. Vodafone
  5. Bouygues Telecom
  6. KPN
  7. BT Group
  8. Telia Company
  9. Fastweb
  10. Altice Portugal
  11. Telenor
  12. Swisscom
  13. Telekom Austria Group
  14. United Group
  15. Proximus
  16. TIM

Det er nemlig dyrt at drive og udvikle netværksinfrastruktur. Hvert år investerer sektoren mere end 50 milliarder euro i infrastruktur, herunder udbygning af 5G-mobilnet. Men det kan ikke fortsætte sådan, uden at de store trafiksyndere er med til at betale en del af kagen, lyder det:

“Omkostningerne til planlægning og bygge- og anlægsarbejde stiger. Priserne på fiberoptiske kabler er for eksempel næsten fordoblet i første halvår 2022. Ligeledes rammer stigningerne i energipriserne og i priserne på andre input også konnektivitetssektoren,” lyder det fra teleselskaberne:

“Det er vigtigt at handle i tide: Europa gik glip af mange af de muligheder, som forbrugerinternet giver. EU må nu hurtigt opbygge styrke til metaversernes tidsalder. For at dette kan ske og være bæredygtigt over tid, mener vi, at de største trafikskabere bør yde et rimeligt bidrag til de betydelige omkostninger, som de i øjeblikket påfører de europæiske net.”

EU skal undersøge, om techgiganterne skal punge ud

De europæiske teleselskaber har lobbyet for lovgivning på området siden maj, og nu kalder ETNO, som er de europæiske teleoperatørers lobbyorganisation, igen på forandring, efter stigende energipriser har gjort regningen endnu dyrere.

ETNO kan glæde sig over, at EU allerede har tilkendegivet, at techgiganterne skal undersøges for muligt ansvar for teleselskabernes internetregning. Det sker i løbet af første kvartal 2023, hvor en undersøgelse over 5-6 måneder skal høre begge parter i sagen, inden ny potentiel lovgivning kan tvinge techgiganterne til at betale for udrulningen af blandt andet 5G.

Læs også: Nyheder om 5G-teknologi