Gennembrud inden for 6G: 206 gigabit i sekundet!
Udrulningen af 5G har siden 2019 været godt i gang, men først for nylig er det første danske teleselskab begyndt at udrulle 5G mmWave – de lynhurtige frekvenser, der kan give netværkshastigheder på flere gigabit i sekundet.
Men de hastigheder, der vil kunne opnås med 5G, er tilsyneladende ingenting i forhold til, hvad 6G – efterfølgeren til 5G – kan præstere. Forskere fra det kinesiske regeringsstøttede forskningsinstitut Purple Mountain Laboratories har nemlig opnået hastigheder via 6G på helt op til 206,25 gigabit i sekundet. Det er første gang, at det er sket i et laboratoriemiljø, skriver avisen South China Morning Post.
Den ekstremt høje hastighed er opnået i et miljø, hvor der blev overført data i realtid i terahertz-frekvensområdet, som dækker fra 300 GHz til 3 terahertz. Det er henholdsvis 11 og 115 gange højere frekvensområder end de 26 GHz, som de danske teleselskaber ruller ud i de kommende år. Til sammenligning går de maksimale frekvenser i 5G mmWave-området ‘kun’ op til 100 gigahertz.
Læs også: Sådan kommer 6G til at fungere i fremtiden
6G kommer i 2030
5G-teknologien er stadig ved at blive udviklet og vil i mange år endnu blive rullet yderligere ud med flere antenner og højere frekvensbånd end i dag. Derfor er der også stadig lang tid, til vi begynder at få 6G at se.
Huawei, som er en af de store globale netværksudbydere – til trods for at have mistet mange vigtige kunder efter handelskrigen med USA – og som sigter efter at blive førende inden for 6G, forventer, at 6G vil se dagens lys i 2030.
Indtil da skal der også udarbejdes en formel standard i telebranchens standardiseringsorgan 3GPP. Ifølge forskningsgruppen Light Reading forventer Ericsson, at den første udgave af 6G vil blive lanceret i 2027.
Før 6G bliver en realitet, vil vi også få 5G Advanced at se i løbet af 2025. Det vil muliggøre trådløs Extended Reality (XR), højere hastighed og kapacitet, samtidig med det bliver billigere i drift end nuværende den 5G-teknologi.
Læs også: Alt om 5G-teknologien