5G giver mulighed for lynhurtigt mobilt bredbånd

Med 5G kan du få mobilt bredbånd, der kan konkurrere med fibernet og bredbånd. Se her hvordan du får 5G mobilt bredbånd i hjemmet allerede i dag.

5G giver mulighed for lynhurtigt mobilt bredbånd

5G vil ikke kun gøre netværket hurtigere, når du er på farten og bruger din smartphone. Det er faktisk nærmere, når du bruger 5G-teknologien til mobilt bredbånd, at du får alvor vil få gavn af 5G.

De høje hastigheder og den lave responstid med 5G gør teknologien til et reelt alternativ til fibernet og bredbånd. Foreløbige hastighedstest foretaget af 5G-netværk.dk viser, at TDCs 5G-netværk kan levere over 600 megabit i sekundet. Det er dog kun i større byer, hvor der er udrullet 3.500 MHz-frekvensbåndet.

Med en 5G-router vil du altså allerede nu kunne få et lynhurtigt bredbånd via 5G. Din oplevelse med 5G vil dog afhænge meget af, hvordan de lokale forhold ser ud, og om du har en 5G-antenne i nærheden af dig.

Er du i tvivl, om 5G kunne være en mulighed for dig, kan du tjekke dit teleselskabs placering af 5G-atenner nær dig via Energistyrelsens hjemmeside mastedatabasen.dk.

Læs også: Disse telefoner er klar til 5G (oktober 2020)

5G Fixed Wireless (FWA)
I fremtiden vil 5G-bredbånd være tilgængeligt via teknologien, der hedder 5G Fixed Wireless (FWA)

Sådan får du 5G mobilt bredbånd allerede i dag

Flere ting skal gå op i en højere enhed, før du kan få 5G-netværk hjemme hos dig allerede nu.

Først og fremmest skal du finde et teleselskab, som tilbyder et abonnement med mobilt bredbånd via 5G. Og dem er der endnu ikke nogen af.

TDC, som er længst med udrulningen i Danmark, tilbyder endnu ikke noget abonnement med mobilt bredbånd via 5G. Til gengæld er Huaweis 5G-router kaldet 5G CPE Pro 2 testet og godkendt til TDCs 5G-netværk. Det samme vil formentlig ske, når Telia, Telenor og 3 drypvis åbner for deres 5G-netværk.

Brug et ekstra SIM-kort fra dit mobilabonnement til 5G-bredbånd

Med en godkendt 5G-router fra Huawei kan du i teorien bruge et eksisterende mobilabonnement med 5G hos YouSee, TELMORE eller Velkommen. Dertil kan du tilkøbe et ekstra datadelings-SIM-kort for cirka 30 kroner om måneden og så indsætte det i 5G-routeren. Det sparer dig for at betale for et særskilt abonnement til mobilt 5G-bredbånd.

Denne løsning er dog klart mest anvendelig, hvis mobilabonnementet har fri data. Så skal du nemlig ikke bekymre dig over du og din families internetforbrug. Med en hurtig 5G-forbindelse kan man nemlig lynhurtigt forbruge flere hundrede gigabyte data om måneden, hvis man streamer, downloader og spiller meget.

Bor du et sted med god 5G-dækning, og investerer du i en god 5G-router såsom Huawei 5G CPE Pro 2, vil du altså få et internetprodukt, der i langt de fleste tilfælde vil være på højde med en moderne bredbåndløsning via andre kablede løsninger.

Kigger vi længere ud i fremtiden, vil 5G blive et endnu mere seriøst bud på internet til hjemmet via teknologien Fixed Wireless Access. Teknologien minder meget om mobilt bredbånd, men der er flere forskelle. Dem kan du læse mere om her.