Fortsat uklart, om Big Tech skal betale teleselskaberne for dataforbrug
Få, men store techgiganters enorme internettrafik er en stor økonomisk byrde for teleselskaberne rundt om i verden. Det har flere teleselskaber råbt op om i flere år, men endnu er techgiganterne sluppet for at punge ud for det enorme dataforbrug og dermed høje omkostninger til datacentre, som forbrugernes brug af deres tjenester medfører.
Læs også: Nyheder om 5G
EU udskyder beslutning indtil 2025
Sådan kommer det også til at blive i de kommende år, ser det ud til. Reuters erfarer nemlig, at EU’s ventede lovændring, som tvinger techgiganterne til at betale teleselskaberne for deres enorme internettrafik, er udskudt til 2025.
Det bliver ifølge avisens kilder op til den næste Europa-Kommission, som udpeges i netop 2025, at foreslå regler, som tvinger de internationale techgiganter til at dække deres omkostninger.
Ifølge nogle af Europas største teleselskaber som Deutsche Telekom, Orange, Telefónica og Telecom Italia bør blandt andre Alphabet-ejede Google, Facebook-ejede Meta, Netflix, Microsoft og Amazon dække nogle af netværksomkostningerne, fordi de udgør en uforholdsmæssig stor andel af den globale internettrafik.
En fjerdedel af internettrafikken kommer alene fra Netflix og YouTube
Alene Netflix stod i 2022 for 14,9 procent af den globale internettrafik, mens YouTube stod for 11,6 procent. Disney+ stod for 4,5 procent, TikTok for 3,9 procent, PlayStation for 3,0, Xbox Live og Facebook for for 2,9 og Amazon Prime Video for 2,8 procent. Det viser tal fra Sandvine.
Et spørgsmål om 1.500 mia. kroner
EU’s kommissær for det indre marked, Thierry Breton, har tidligere på året hørt begge parter i sagen. Her kom det frem, at der skulle være en såkaldt investeringskløft på hele 200 mia. euro svarende til 1.492 mia. kroner. Det har tidligere været forventningen, at EU vil efterkomme teleselskabernes ønske, men den beslutning lader altså nu vente på sig.
Den franske kommissær er tidligere administrerende direktør i France Telecom og er på teleselskabernes side. Han er dog også blevet kritiseret fra nogle af sine europæiske kollegaer. Hans opgave lader nu til at blive at udforme en strategi i løbet af næste år. Beslutningen om at foreslå strategien som lovgivning bliver efterladt til den næste kommission, erfarer Reuters. Den nuværende kommission ophører i november næste år.
Læs også: 7 Gbit/s: TDC tænder for Danmarks første rene 5G-netværk
5G accelererer det globale internetforbrug
År for år stiger det samlede antal af internetbrugere, og hver internetbruger forbruger også en fortsat mere og mere data. I 2022 var der 5,3 mia. internetbrugere, og i 2023 ventes det globale internettrafik at nå op på 4,1 zettabytes. Det svarer til 4,1 mia. terabytes.
Streaming af video udgør næsten 82 procent af al internettrafik. Det er altså enorme mængder af data, der afvikles for at servicere forbrugere med adgang til techgiganternes store tjenester som Netflix, YouTube, TikTok, Disney+, Xbox Live og PlayStation.
Tal fra Ericsson viser, hvordan 5G-teknologien er med til at øge internettrafikken. I 2020 var det globale 5G-internetforbrug på 702 exabyte, mens det i 2022 steg til 1.410 exabyte. I 2023 ventes 5G-internettrafikken at stige til 1.856,4 exabyte og i 2028 til hele 5.664 exabyte. Der sker altså en voldsom vækst i 5G-internettrafikken.
I 2027 forventer Ericsson, at al 5G-smartphonetrafik foregår via 5G-forbindelser.