Milepæl for 5G: 47 af 70 af de største økonomier har nu 5G
Udrulningen af 5G har efterhånden været undervejs i flere år, men det er langt fra ensbetydende med, at endemålet er nået.
En ny rapport fra VIAVI, som leverer netværkstest, overvågning og sikkerhedsløsninger til teleselskaber, har taget temperaturen på den globale 5G-udrulning.
5G I dag er der nu udrullet 5G i 47 af de 70 største økonomier i verden målt på deres bruttonationalprodukt. I alt har 2.497 byer fordelt på 92 lande nu 5G. 1.015 af byerne er europæiske, mens 782 er asiatiske. 700 af dem er amerikanske.
I 2022 kom 5G til følgende 18 lande: Chile, Den Dominikanske Republik, Guatemala, Mexico, Andorra, Angola, Botswana, Etiopien, Island, Montenegro, Nigeria, Nordmakedonien, Portugal, Tanzania, Zambia, Zimbabwe, Indien og Sri Lanka. Netop nu har yderligere 23 lande forsøg med 5G-teknologi undervejs, og i alt 32 lande har offentliggjort planer om at udrulle 5G. Dermed er der kun 48 lande tilbage, hvoraf mange er små øer, som ikke har offentliggjort planer for 5G.
Læs også: Nyheder om 5G-teknologi
Fremstillingsindustrien har taget privat 5G til sig
Ifølge analysen er det fremstillingsindustrien, der står for de fleste implementeringer af privat 5G – nærmere bestemt 44 procent. Dernæst kommer logistik, uddannelse og sport.
Ifølge VIAVI tyder tendensen på en klar pragmatisk tilgang til privat 5G i erhvervslivet, hvor virksomheder med de største internetproblemer og de største muligheder for smarte applikationer er de førende inden for privat 5G.
Læs også: Private 5G-netværk giver virksomheder helt nye muligheder
5G standalone har momentum
5G standalone er den udgave af 5G, som er ’ægte’ 5G – det vil sige hvor der ikke anvendes bagvedliggende 4G-teknologi i samspil med 5G-teknologi.
Ifølge VIAVI skyder nye 5G standalone-netværk frem for tiden. I januar 2023 var der ifølge selskabet 45 5G standalone-netværk rullet ud fordelt over 23 lande. Til sammenligning var der 24 i januar 2022.
Fordelen ved 5G standalone er i grove træk, at teknologien åbner op for et bredt udvalg af anvendelser sammenlignet med det tidlige 5G kaldet 5G non-standalone (5G NSA). Nogle af kernefunktionerne i 5G SA er blandt andet Enhanced Mobile Broadband (eMBB), Ultra Reliable Low Latency Communications (URLLV), Massive Machine Type Communications (mMTC) og network slicing.
Læs også: Hvad er 5G standalone (SA), og hvornår kommer det til Danmark?