Teleselskabers 5G-net får afgørende rolle inden for opkoblede biler
Fremtidens biler er forbundet med internettet, hinanden og sine omgivelser – og det kommer al sammen til at foregå over 5G-netværk. Dermed får teleselskaberne selvsagt en afgørende rolle i at realisere fremtidens bilsektor.
Det er en ny rapport fra analysevirksomheden Juniper Research, som kaster lys over teleselskabernes betydning for en opkoblet bilindustri.
Læs også: Ægte selvkørende biler på 5G-nettet har lange udsigter
Opkoblede biler er i stor vækst
Ifølge rapporten vil antallet af internetforbundne biler vokse med 91 procent fra 2023 til 2027. Der vil således være 367 millioner opkoblede i 2027, hvoraf personbiler til private kommer til at udgøre størstedelen.
Markedet for opkoblede biler er også i stor vækst. Ifølge analysen vil det i 2027 være et marked med en værdi på 3,6 milliarder dollar for teleselskaberne, hvis rolle bliver at udbyde landsdækkende, pålideligt og hurtigt 5G-net til de opkoblede biler. For at realisere potentialet er det dog nødvendigt med tætte samarbejder mellem teleselskaberne og bilproducenter, lyder det.
“5G kan give bilproducenter mulighed for at opgradere oplevelsen i køretøjet. På et bilmarked, der er ved at gå over til elbiler, er det vigtigt at forbedre brugeroplevelsen. Teleselskaberne har den afgørende rolle i at muliggøre dette på en pålidelig måde, hvilket gør dem til de foretrukne partnere, når deres 5G-netværk hurtigt udvides,” forklarer Nick Maynard, der er medforfatter til undersøgelsen.
Læs også: Porsche tester 5G cloud-advarselssystem til biler i realtid
Disse muligheder giver 5G inden for opkoblede biler
I dag bruges bilers opkobling til mobilnettet primært til automatiske nødopkald (eCall) og simple funktioner i infotainmentsystemerne. Men ifølge Juniper Research bør næste skridt for bilproducenterne være at bruge 5G-mobilnettene til at implementere intelligent flådestyring af bilparker.
Takket være bilers opkobling til 5G-netværk arbejdes der på en række teknologier, som vil på sigt vil muliggøre autonom kørsel:
- Vehicle-to-infrastructure (V2I) gør det muligt for biler at kommunikere med vejbanens infrastruktur. Bilen kan dermed modtage og sende oplysninger om trafikflowet, vejen, vejrforhold, hastighedsgrænse og uheld.
- Vehicle-to-vehicle (V2V) lader opkoblede biler dele oplysninger med og om hinanden i realtid.
- Vehicle-to-cloud (V2C) fungerer via 4G/LTE og gør det muligt at downloade over the air-opdateringer (OTA) til bilens infotainmentsystem, fjerndiagnosticere biler og forbinde til IoT-enheder.
- Vehicle-to-pedestrian (V2P) bruger sensorer til at registrere fodgængere og andre forhindringer på vejen og bruger disse oplysninger til at advare bilister og undvige forhindringerne.
- Vehicle-to-everything (V2X) er en samlebetegnelse for alle ovenstående teknologier samt en række øvrige teknologier inden for opkoblede biler.