Norlys og Telenor udvider mobilnettet med 200 nye antenner
Norlys og Telenor udbygger i 2025 deres fælles mobilnetværk med over 200 nye mobilantenner for at sikre hurtig og stabil mobildækning i hele Danmark. Det er den største udvidelse af TT-Netværket, siden Telia (nu opkøbt af Norlys) og Telenor etablerede det i 2012. Investeringen løber op i et trecifret millionbeløb.
Se også: Nyheder om 5G-teknologi
Styrker Norlys’ ejergeografi med bedre mobildækning
Hovedparten af de nye antenner opsættes i Norlys’ ejergeografi, især i mindre byer, transportkorridorer og sommerhusområder. Flere steder såsom Ålsø, Skanderborg og Nakskov har allerede fået bedre dækning, og nye master tages snart i brug i blandt andet Bredebro ved Tønder, Vonsbæk og Sommersted ved Haderslev samt Læborg ved Vejen.
”Alle skal kunne være en del af den digitale fremtid både med 5G og fiber – også når man bor uden for de største byer. Som andelsselskab er det særligt vigtigt for os at sikre, at alle vores 800.000 jyske andelshavere har en hurtig og stabil mobilforbindelse,” siger Ulf Lund, der er direktør for Norlys’ kundeforretning.
Målet er at styrke 5G og sikre høj mobilkapacitet i hele landet, så flere danskere får adgang til en stabil digital infrastruktur. De fleste nye mobilantenner opsættes i allerede eksisterende telemaster fra de øvrige teleoperatører (3 og TDC NET), mens der enkelte steder opsættes nye telemaster for at give endnu bedre dækning i hele landet.
Den bedre netværksdækning vil komme til alle kunder, som har et teleselskab, der anvender Telenor eller Norlys-ejede Telias mobilnetværk.
Her opfører Norlys og Telenor 200 nye antenner
Nedenfor kan du se, hvor de 200 nye mobilantenner opføres.
Se også: Læs mere om de danske mobilnet