Ny netværkstest: Hvilket mobilnet i Danmark er bedst?
Mobildækning er alfa omega, når man vælger teleselskab. Uden en god dækning er et mobilabonnement intet værd.
Heldigvis bliver der med jævne mellemrum foretaget udførlige test af teleselskabernes mobilnet – og sådan en er der netop kommet endnu én af.
Denne gang er det OpenSignal, som har foretaget en netværkstest i perioden 1. oktober til og med 29. december 2023.
Firmaet undersøger mobilnettene på fire overordnede områder: Generel oplevelse, 5G-oplevelse, dækning og konsistens.
Her er de mest interessante resultater fra undersøgelsen.
TDC NET har den bedste dækning i Danmark
Når det gælder dækningen, vinder TDC NET tre ud af fire delundersøgelser.
I delundersøgelsen omhandlende generel dækningsoplevelse scorer TDC NET 8,6 ud af 10, mens Telenor og Telia scorer 8,4. 3 scorer kun 6,1.
Samme delundersøgelse – bare hvor der kun fokuseres på 5G – er TDC NET de andre mobilnet overlegne. Her får TDC NET 5,7 ud af 10, mens Telia og Telenor kun får 3,6 og 3 kun får 3,2.
I tilgængelighed – altså hvor stor del af tiden der var dækning – vinder 3 med en oppetid på 99,7 procent. Herefter kommer Telenor med 98,5 procent, Telia med 98,4 procent og TDC NET med 97,7 procent.
I den sidste delundersøgelse kigges der på, hvor stor del af tiden 5G er tilgængeligt. Her er TDC NET og 3 delte vindere med henholdsvis 17,1 og 15 procent af tiden, mens Telia har en 5G-tilgængelighed på 13,2 procent og Telenor 9,1 procent.
Telenor har det mest konsistente mobilnet
OpenSignal måler over, hvor konsistente de forskellige netværk er. Kategorien kombinerer indikatorer for oplevelsen i forskellige kategorier såsom downloadhastighed, uploadhastighed, responstid, jitter og pakketab.
I denne test er det Telenor, der klarer sig bedst med en samlet resultat på 89,5 procent ud af 100. Dernæst kommer Telia med 87,9 procent, mens 3 får 87,7 procent. TDC NET ender med at få 84,4 procent.
Dermed overtager Telenor pladsen fra 3, som havde den mest konsistente netværksoplevelse i forrige undersøgelse.
Samlet netværksoplevelse: Tæt mellem teleselskaberne
I punktet ”samlet oplevelse” er der tæt konkurrence mellem de fire mobilnet.
I delundersøgelserne videooplevelse og livevideooplevelse er det lige mellem alle teleselskaber.
Når det kommer til delundersøgelsen gaming, er det Telenor og Telia, der klarer sig bedst. De scorer henholdsvis 81,4 og 79,8 procent, mens TDC NET scorer 79,8 procent og 3 scorer 78,7 procent.
Delundersøgelsen omhandlende downloadhastighed vinder Telia med en gennemsnitlig downloadhastighed på 114,9 Mbit/s. Derefter kommer Telenor med 107,2 Mbit/s, mens TDC NET ligger på 90,6 Mbit/s og 3 89,9 Mbit/s.
Inden for uploadhastigheder vinder 3 til gengæld med en gennemsnitlig uploadhastighed på 19,5 Mbit/s. De tre andre teleselskaber ligger dog ikke langt efter.
Disse teleselskabers 5G-net er bedst
OpenSignal har også undersøgt, hvor god en oplevelse 5G-mobilnettene giver.
Når det kommer til 5G-video, er det lige mellem 3, Telenor og Telia, mens TDC NET ligger lidt efter konkurrenterne.
5G-livevideo fungerer bedst hos Telenor og Telia, der scorer henholdsvis 75,2 og 74,1 point. Derefter kommer 3 og til sidst TDC NET.
Telenor er vinderen af 5G-gaming med en bedømmelse på 88,1 point. Telia har 85,6 point, mens TDC NET har 85,5 point og 3 80,9 point.
Når det gælder 5G-downloadhastighed, deler Telenor og Telia sejren med i gennemsnit 421,9 og 411,3 Mbit/s. Til sammenligning ligger 3 på 352,7 Mbit/s og TDC NET på 204,7 Mbit/s.
Til sidst er der 5G-uploadhastigheden, hvor alle teleselskaberne ligger utrolig lige. Her deler de alle sejren.