Google Pixel 7 og 7 Pro er en af de bedste 5G-telefoner

Ønsker du en smartphone med markedets bedste 5G-understøttelse, bør du kraftigt overveje den nye Google Pixel 7 eller Pixel 7 Pro.

Google Pixel 7 og 7 Pro er en af de bedste 5G-telefoner

Google Pixel 7 og Pixel 7 Pro har fået flotte anmeldelser i både Danmark og udlandet – og vi er da også selv ret begejstrede for Googles nye flagskibsmodel.

Læs også: Test af Google Pixel 7 Pro – den bedste Android?

Understøtter 22 forskellige 5G-frekvenser

Skulle du dog alligevel mangle gode grunde til at ofre op mod 7.000 kroner for den nye topmodel fra søgegiganten, er der her endnu en: Google Pixel 7 og Pixel 7 Pro er en af de bedste 5G-telefoner på markedet.

De to telefoner understøtter nemlig intet mindre end 22 forskellige 5G-frekvenser i varianten solgt herhjemme med understøttelse af sub-6 GHz 5G. Det drejer sig om modellerne GVU6C (Pixel 7) og GP4BC (Pixel 7 Pro). De to varianter, der understøtter mmWave via frekvensbånd n260 (39 GHz) og n261 (28 GHz), sælges ikke herhjemme i Danmark.

De i alt 22 understøttede 5G-frekvensbånd er samme antal, som iPhone 14-serien præsterer. Der er med andre ord understøttelse af alle de relevante 5G-frekvensbånd, som de danske teleselskaber lige nu bruger. Du er også rigtigt godt stillet, hvis du tager telefonen med ud i udlandet. Jo flere frekvensbånd en telefon understøtter, jo større er sandsynligheden for, at din telefon fanger et 5G-signal i udlandet.

Disse 5G-frekvenser understøtter Google Pixel 7 og Pixel 7 Pro

600 MHz (n71)
700 MHz (n12)
700 MHz (n14)
700 MHz (n28) 
800 MHz (n20)
850 MHz (n5)
900 MHz (n8)
1.500 MHz (n75)
1.500 MHz (n76)
1.700 MHz (n66)
1.800 MHz (n3) 
1.900 MHz (n2)
1.900 MHz (n25)
2.100 MHz (n1) 
2.300 MHz (n30)
2.300 MHz (n40) 
2.500 MHz (n41)
2.600 MHz (n7)
2.600 MHz (n38)
3.500 MHz (n48)
3.500 MHz (n78) 
3.700 MHz (n77)

Bred understøttelse er dog ingenting uden et godt modem til at sende og modtage et kraftigt signal. Google har heldigvis opgraderet modemmet i Pixel 7-serien, men hvilket modem der sidder i, er endnu ikke bekræftet. Rygter går på, at det skulle være Samsungs nye Exynos 5300 5G-modem.

Foto: 5G-netværk.dk

Sikkert er det i hvert fald, at der er fart over feltet på Pixel 7-telefonerne. Vi har for eksempel overskredet 1 Gbit/s-grænsen med Pixel 7 Pro, mens vi sad i et tog på Hovedbanegården. Det er ikke så ringe endda!

5G på Google Pixel 7 virker nu også på TDC’s mobilnet

En anden nyhed, der gør Pixel 7 og Pixel 7 Pro til en af de bedste 5G-telefoner, er, at de nu endelig virker på alle de danske teleselskabers mobilnet. Tidligere Pixel-telefoner har hidtil haft problemer med at bruge 5G på TDC’s mobilnet, men det er slut med Pixel 7 og Pixel 7 Pro.

I forbindelse med Googles officielle lancering af telefonerne i Danmark er Pixel 7 og Pixel 7 Pro nu testet og valideret på TDC NET. Ifølge Googles hjemmeside er også Pixel 6a godkendt til TDC’s mobilnet. Det kræver dog, at du installerer sikkerhedsopdateringen for oktober 2022, før Googles Pixel-telefoner virker korrekt på TDC NET.

Læs også: Nyheder om 5G