Nu slukker TDC snart for 3G-mobilnettet

Den tidligere annoncerede udfasning af 3G-teknologien nærmer sig med hastige skridt. TDC NET annoncerer nu, at lukningen sker i starten af 2023.

Nu slukker TDC snart for 3G-mobilnettet

3G-teknologien, som første gang så dagens lys i Danmark i 2003, synger på sidste vers. TDC NET er nemlig ved at gøre klar til at udfase 3. generations mobilnetværksteknologi.

Tilbage i december 2020 annoncerede selskabet, at man ville udfase 3G ved udgangen af 2022. Det tidspunkt nærmer vi os så småt, og noget kunne tyde på, at TDC NET har brug for lidt mere tid til at sige farvel til 3G, for nu har selskabet rykket udfasningen til at ske i starten af 2023.

Læs også: Alt om 5G-teknologien

Har brug for mere kapacitet via 4G og 5G

Lukningen sker som en konsekvens af, at danskernes dataforbrug stiger, og efterspørgslen på højhastighedsmobilnetværk er derfor også vokset støt. I 2021 er danskernes dataforbrug steget med 30 procent, oplyser TDC NET.

”For TDC NET er det helt centralt, at vi kan tilbyde det bedst mulige mobilnet i Danmark. Der er brug for en stærk mobil infrastruktur, der kan håndtere det stigende forbrug af mobildata. Derfor investerer og optimerer vi løbende mobilnetværket for at kunne imødekomme det behov,” siger Robert Dogonowski, kommerciel direktør i TDC NET, og tilføjer:

”Som led i det udfaser vi nu 3G for at øge mobilnettets hastighed og skabe mere kapacitet via de hurtigere 4G- og 5G-netværk. Vi har de seneste år rullet 5G ud i hele landet og har i dag det bedst dækkende 5G-netværk i Danmark.”

TDC NET oplyser, at det i dag kun er under én procent af den samlede mængde datatrafik.

Hvad betyder udfasningen af 3G for mig?

Når en ældre netværksteknologi som 3G udfases, betyder det selvsagt, at enheder, som kan kommunikere via teknologien, ikke længere kan bruge denne teknologi hos det pågældende teleselskab, der har udfaset teknologien.

Heldigvis kører TDC NET’s 2G-mobilnet stadig, og da 2G er ældre end 3G, understøtter så godt som alle enheder med 3G også 2G. Du vil altså fortsat stadig kunne ringe og SMS’e, selv om 3G udfases – men du kan godt risikere at opleve dårligere dækning, hvis du hidtil har boet i et yderområde, hvor du har været koblet på et 3G-signal. I sådan en situation vil du højst sandsynligt bruge et 2G-signal fremover.

Det er planen, at det ene af de to 3G-frekvensområder (2.100 MHz), som TDC NET bruger, skal allokeres til 5G-teknologi i fremtiden.

Læs også: De danske teleselskabers udrulning af 5G