MediaTek Dimensity 1050 bringer 5G mmWave til det brede publikum

Chipproducenten MediaTek har lanceret den nye SoC Dimensity 1050, som er firmaets første 5G-chip, der også understøtter de høje mmWave-frekvenser.

MediaTek Dimensity 1050 bringer 5G mmWave til det brede publikum

Med den nye Dimensity 1050 SoC lancerer chipproducenten MediaTek sin første 5G-processor med integreret modem, der kan køre både de høje mmWave-frekvenser og 5G-frekvenser under 6 GHz. Resultatet bliver, at brugerne får en bedre gennemsnitsoplevelse med 5G med mulighed for fantastisk høje maksimale hastigheder, hvis der er en mmWave-antenne i nærheden.

I USA er mange installeret på stadioner og andre lignende steder, hvor mange samles. Med tiden vil der komme endnu flere. I Danmark er der endnu kun to mmWave-antenner i København på TDCs mobilnet.

Sub-6 GHz-spektrummet har meget bredere netværksdækning, men dog lavere hastighed og kapacitet, end mmWave. Det er dog stadig hurtigere end mange 4G-frekvensbånd. Dimensity 1050 kan gnidningsfrit skifte mellem forskellige spektrummer alt efter netværksforhold.

Understøtter også Wi-Fi 6E

Ved indendørs brug understøtter processoren Wi-Fi 6E og bør give hurtig opkobling med minimal forsinkelse. I de fleste tilfælde er brugerens internet derhjemme ikke tilstrækkeligt hurtigt til at udnytte Dimensity 1050’s kapacitet fuldt ud. Gamere er nok dem, der får mest ud af Wi-Fi 6E, men den gennemsnitlige oplevelse er noget bedre end tidligere generationer.

Den nye chip er rettet mod mellemklassemarkedet med en ottekernet CPU (to højtydende, seks strømbesparende kerner) og en Mali g610 MC3-grafikchip, der kan afvikle en skærm med 1080p-opløsning med 144 billeder i sekundet.

De første smartphones med MediaTeks nye chipset forventes at blive lanceret allerede i tredje kvartal af 2022.

Læs også: Alt om 5G-teknologien