Hvor meget hurtigere er en 5G-smartphone i forhold til en med 4G?

Er 5G hurtigere end 4G? Og hvor meget? Det kan du blive klogere på her, hvor vi sammenligner hastigheder fra 4G-smartphones med 5G-smartphones fra de samme mobilproducenter.

Hvor meget hurtigere er en 5G-smartphone i forhold til en med 4G?

Vi hører så ofte om, at 5G er hurtigere end 4G – og det er det utvivlsomt også. Men det væsentligste er nu engang, hvordan de højere 5G-frekvenser påvirker slutbrugerens oplevelse. Kan man rent faktisk downloade hurtigere med en 5G-smartphone – og i så fald hvor meget hurtigere?

Det har virksomheden OpenSignal taget et kig på. Firmaet, der undersøger teleselskabers mobilnet over hele verden, har undersøgt, hvordan netværksoplevelsen rundt omkring i verden påvirkes af valget af smartphone. Kort sagt: Hvor hurtigt man kan uploade og downloade med en 5G-mobil sammenlignet med en 4G-mobil.

Se hvilke telefoner der har 5G – og hvilke frekvenser de understøtter

Op til tre gange hurtigere netværkshastigheder med 5G

På tværs af alle undersøgte smartphoneproducenter kan forbrugere i gennemsnit forvente at få downloadhastigheder med en 5G-smartphone, der er mellem 1,5 og 3 gange højere, end hvis man bruger en 4G-smartphone fra samme mobilproducent.

Lad os kigge nærmere på Apples iPhones. I oktober 2020 lancerede Apple iPhone 12 – den første iPhone med 5G. Det giver mulighed for at sammenligne 5G-iPhones med relativt nye 4G-iPhones.

Tre gange hurtigere download med 5G end med 4G

I de seks undersøgte områder – Italien, Tyskland, USA, Storbritannien, Australien og Sydkorea – ses der samme tendens. Folk med iPhone 12 og iPhone 13, der begge understøtter 5G, opnår væsentligt højere downloadhastigheder end ejere af iPhone 11, iPhone SE (2020) og ældre iPhones.

Foto: OpenSignal

Den gennemsnitlige 5G-downloadhastighed med iPhone 12 og iPhone 13 i de seks lande ligger på omkring 74 Mbit/s, mens den for iPhones med 4G kun er på omkring 24 Mbit/s. Det giver altså en downloadhastighed via 5G, der er omkring tre gange hurtigere.

Halvanden gang hurtigere upload med 5G

Når det kommer til uploadhastigheder på iPhones, er forskellen mellem 4G og 5G mindre markant.

Foto: OpenSignal

iPhone 12 og iPhone 13 med 5G opnåede i gennemsnit en uploadhastighed på 15 Mbit/s, mens den for iPhones med 4G kun kom op på 9 Mbit/s – altså cirka 6 procent lavere.

Der er størst forskel mellem 4G og 5G på iPhones

OpenSignal har også undersøgt, hvor stor forskellen på netværkshastighederne er på 4G- og 5G-telefoner fra forskellige producenter – altså eksempelvis OnePlus’ 5G-telefoner sammenlignet med OnePlus’ 4G-telefoner.

Foto: OpenSignal

Her ses det, at det er iPhones med 5G, der opnår den største forbedring af netværkshastigheder sammenlignet med 4G-pendanterne. I de seks lande er en iPhone med 5G alt mellem 2 og 3,9 gange hurtigere end en iPhone med 4G.

Det kan altså konkluderes, at der er en gevinst ved at opgradere fra en 4G-smartphone til en 5G-smartphone. I det daglige kan det dog være svært at mærke de store forskelle. Webbrowsing vil næppe gå meget hurtigere, men download af større filer, eksempelvis store softwareopdateringer eller spil, via 5G kan spare dig for en del tid. På sigt vil den lavere responstid, som 5G også giver, dog komme til sin ret, eksempelvis i trådløs VR-teknologi via mobilnettet og selvkørende biler, som skal kommunikere med hinanden på et splitsekund.

Læs også: Udrulningen af 5G i Danmark