Nokia og MediaTak opnår 3 Gbit/s med 5G carrier aggregation

Ved at lægge tre forskellige båndbredder på to relativt lave 5G-frekvenser sammen er det lykkedes Nokia Networks, MediaTek og teleselskabet China Mobile at opnå hele 3 Gbit/s.

Nokia og MediaTak opnår 3 Gbit/s med 5G carrier aggregation

4G-teknologien oplevede markante hastighedsforøgelser, da teleselskaberne begyndte at opgradere deres netværk til 4G+ eller 4G Advanced, hvor flere frekvensbånd blev kombineret med hinanden på én gang, så kapaciteten øges og slutbrugeren opnår højere datahastigheder.

Det samme gør sig gældende med 5G, og netop dette har netværksleverandøren Nokia Networks netop demonstreret sammen med verdens største teleselskab China Mobile samt chip- og halvlederproducenten MediaTek.

Læs også: Alt om 5G-teknologien

Sammenlægger tre båndbredder og opnår 3 Gbit/s

I testen, som har fundet sted i Shanghai, er der brugt en tredobbelt form for carrier aggregation – eller sammenlægning af frekvensbånd – hvor tre båndbredder fra to forskellige frekvensbånd er kombineret.

Der er først blevet brugt 30 MHz båndbredde fra 700 MHz-frekvensbåndet (bånd 28), som også er det mest udbredte 5G-frekvensbånd i Danmark. Dette benytter alle de danske teleselskaber til deres brede 5G-dækning. Dernæst er der brugt først 100 MHz og så 60 MHz båndbredde fra det lidt højere frekvensbånd på 2.600 MHz (bånd 41). Det er dermed første gang, at frekvensbåndene lægges sammen til en samlet båndbredde på 190 MHz, oplyser Nokia.

Resultatet af testen gav downloadhastigheder på op til 2,94 gigabit i sekundet. Kombinationen af frekvensbåndene giver ikke kun højere båndbredde og dermed højere hastigheder, men også et større dækningsområde og bedre indendørs dækning, oplyser selskabet.

“Nokia har stærkt fokus på at være førende inden for 5G Carrier Aggregation. Denne nye hastighedsrekord med kommercielt tilgængelig hardware og software understreger, hvordan Nokias banebrydende tilgang fortsat driver vigtig innovation på markedet,” siger Mark Atkinson, SVP, Radio Access Networks PLM ved Nokia, og tilføjer:

”5G Carrier Aggregation er en afgørende teknologi for mobiloperatører over hele verden til at maksimere virkningen af deres portefølje af frekvensspektrum og levere bedre dækning og kapacitet til kunderne. Nokia vil fortsat skubbe grænserne for 5G for at levere branchens førende ydeevne.”

Umiddelbart er kinesiske 5G-netværk noget fjernt fra Danmark, men det, der gør virksomhedernes nye hastighedstest interessant, er at den er gennemført med frekvenser, der er meget tæt på frekvenser anvendt i Danmark – herhjemme vil man derfor kunne opnå lignende resultater. I Danmark har ingen af teleselskaberne meldt ud, at de har forsøgt at teste carrier aggregation med 5G-teknologi. Man kan dog snildt se for sig, at 700 MHz vil blive kombineret med enten 3.500 MHz eller 2.100 MHz.

Læs også: Nyheder om 5G-teknologi