NETGEAR lancerer vild 5G mesh-router til næsten 10.000 kroner
5G-routere er dyre, og de findes kun i et ganske begrænset antal. Huawei har modellen CPE Pro 2, mens Zyxel har modellen NR5101 og en bærbar model. Et par andre modeller findes på markedet, men generelt ligger de alle i prislejet 3.000 til 4.500 kroner. Altså væsentligt dyrere end de 500-1.000 kroner, som en typisk 4G-router kan købes for.
Men hvis du troede, at 3.000 kroner var dyrt for en 5G-router, så hold på hat og briller, for nu er NETGEAR klar med en 5G-router, der næsten koster 10.000 kroner.
Læs også: 5G Fixed Wireless Access er det hurtigst voksende bredbåndssegment
Første 5G mesh-router – dækker 350 m2 med Wi-Fi 6
En af de unikke ting ved NETGEAR Orbi 5G WiFi 6 Mesh System (NBK752), som den helt præcist hedder, er, at det er en mesh-router. Mesh-routere er blevet utroligt populære, fordi de sikrer god rækkevidde i større huse og boliger, hvor en enkelt router ikke altid vil kunne nå alle hjemmets kroge.
Men det kan den nye 5G mesh-router, lover NETGEAR. Pakken består af to enheder. Den primære enhed forbinder til den nærmeste 5G-antenne udenfor og omdanner signalet til et Wi-Fi 6-signal i et område på 175 kvadratmeter. Den primære enhed kommunikerer med en satellitenhed – det vil sige en ekstra router – som forlænger signalet med yderligere 175 kvadratmeter. Den samlede pakke kan derfor i alt dække hele 350 kvadratmeter – nok til alle hjem, sommerhuse og hjemmekontorer.
NETGEAR oplyser endvidere, at enheden understøtter op til 40 tilsluttede enheder på én gang, og at man snildt kan streame flere 8K- og/eller 4K-videoer på én gang takket være understøttelsen af overførselshastigheder på op til 4,2 gigabit i sekundet. Til sammenligning understøtter Huawei 5G CPE Pro 2 ’kun’ 3,6 gigabit i sekundet.
Enheden understøtter tre Wi-Fi-bånd på én gang – to bånd via 2,4 GHz og et bånd via 5 GHz, hvilket sikrer de høje hastigheder. Det forudsætter selvfølgelig, at 5G-antennen i nærheden af dig understøtter så høje hastigheder. Alternativt kan mesh-routeren faktisk også fungere som en klassisk router, hvor et internetkabel sluttes til den i stedet for, at en SIM-kort fra et teleselskab indsættes.
Se også: Brugt bærbar
Understøtter de mest populære 5G-bånd i Danmark
Hvilke 5G-frekvensbånd der understøttes, er heller ikke helt uvæsentligt. Faktisk har det enorm betydning, for hvis de rette bånd ikke understøttes, vil man opleve markant lavere hastigheder.
NETGEAR Orbi 5G WiFi 6 Mesh System (NBK752) understøtter følgende 5G-frekvensbånd:
- n1 (2.100 MHz)
- n3 (1.800 MHz)
- n7 (2.600 MHz)
- n8 (900 MHz)
- n20 (800 MHz)
- n28 (700 MHz)
- n40 (2.300 MHz)
- n41 (2.500 MHz)
- n77 (3.700 MHz)
- n78 (3.500 MHz)
De to vigtigste bånd, som alle danske teleselskaber bruger, er henholdsvis 700 MHz (bånd 28) og 3.500 MHz (bånd 78). Det er de to frekvensbånd, som hovedsageligt udgør de foreløbige 5G-netværk i Danmark.
I Danmark bliver der dog også brugt (eller vil blive brugt) 1.800 MHz (bånd 3), 2.100 MHz (bånd 1) og 2.300 MHz (bånd 40), som også understøttes af NETGEARs router.
Til gengæld må du undvære understøttelse af 1.500 MHz, som TDC, Telia og Telenor i fremtiden vil anvende til fladedækning.
Derudover er der naturligvis også fuld understøttelse af 4G i form af frekvensbåndene 2.100 MHz (bånd 1), 1.800 MHz (bånd 3), 800 MHz (bånd 20) og 2.600 MHz (bånd 38), som bruges i Danmark, samt fire øvrige 4G-bånd.
Pris på NETGEAR Orbi 5G WiFi 6 Mesh System (NBK752)
NETGEAR Orbi 5G WiFi 6 Mesh System (NBK752) har en vejledende pris i Danmark på 9.490 kroner og kan allerede nu forudbestilles på NETGEARs egen hjemmeside.
Specifikationer på NETGEAR Orbi 5G WiFi 6 Mesh System (NBK752)
Hvad er der i æsken?
- 1x Orbi AX4200 5G WiFi 6 Router (NBR750)
- 1x Orbi satellit (RBS750)
- 1x 12V/3,5A strømadapter (NBR750)
- 1x 12V/2,5A strømadapter (RBS750)
- 1x 2 meter Ethernet-kabel
Fysiske specifikationer
- NBR750
- Dimensioner: 246 x 196 x 86 millimeter
- Vægt: 1.247 gram
- RBS750
- Dimensioner: 231 x 183 x 71 millimeter
- Vægt: 861 gram
Softwarefunktioner
- Orbi mobil-app
Tekniske specifikationer
- Orbi AX4200 router og AX4200 satellit (600 + 1200 + 2400 Mbit/s)
- 5G NR SA/NSA
- LTE Cat 20
- 4G LTE-bånd: Bånd 1, 3, 7, 8, 20, 28 , 38, 40, 41
- 5G-bånd: n1, n3, n7, n8, n20, n28, n40, n41, n77, n78
- 3 simultane Wi-Fi-bånd:
- Radio 1: 802.11b/g/n/ax, 2,4 GHz – 1024QAM-understøttelse
- Radio 2: 802.11a/n/ac/ax, 5 GHz – 1024QAM-understøttelse
- Radio 3: 802.11a/n/ac/ax, 5 GHz – 1024QAM-understøttelse
- MU-MIMO-kompatibel til samtidig dataoverførsel
- Implicit og eksplicit stråleformning for 2,4 GHz og 5 GHz-bånd
- Processor – router og satellitter: Kraftfuld quad-core 1,4 GHz-processor
- Hukommelse – router: 512 MB NAND flash og 1 GB RAM
- Antenne – router og satellitter (hver): 6 højtydende interne antenner med højtydende forstærkere
- Porte – Orbi 5G LTE-router:
- 2x 10/100/1000 Mbit/s gigabit Ethernet
- LAN-porte
- 1x 1 Gbit/s gigabit Ethernet WAN-port
- Porte – Orbi-satellit:
- 2x 10/100/1000 Mbit/s gigabit Ethernet-porte
- LAN-porte
- Styr dit WiFi ved hjælp af stemmekommandoer, når du har Amazon Alexa™ eller Google® Assistant
- Sikkerhed:
- Omfattende anti-virus og datatyveribeskyttelse af din pc, Mac® og og mobile enheder med NETGEAR Armor™
- Standardbaseret WiFi-sikkerhed (802.11i, 128-bit AES-kryptering med PSK)
- WiFi-netværk for gæster er nemt at konfigurere separat & sikker internetadgang for gæster
Læs også: Nyheder om 5G-teknologi