mmWave: Hvad er det og hvad er formålet?
Der har længe været snak om 5G og nu er det her endelig. Med sig rejser 5G en række spørgsmål, som vi løbende kigger nærmere på her på 5G-netværk.dk. I denne omgang skal det handle om mmWave. Hvad er op og ned på mmWave og hvad er formålet med det? Vi forklarer.
Se også: Nyheder om 5G-teknologier
Hvad er millimeter wave (mmWave)?
Når man snakker om 5G, så nævnes i denne sammenhæng også ofte mmWave. Men selvom 5G er så småt kommet til Danmark (vi har selvfølgelig allerede været ude at kigge nærmere på det), så har det ikke noget med mmWave at gøre. mmWave er nemlig kun en lille del af det nye mobilværk, som har visse fordele.
Når man snakker om 5G og frekvenser, så skelner man mellem mellem low-band, mid-band og high-band – også kaldet millimeter wave. Lige nu anvendes der i Danmark 700 MHz (lowband) og 3500 MHz (midband) til 5G. De lavere frekvenser giver længere rækkevidde og er ofte mere stabile, mens de højere frekvenser giver hurtigere hastighed.
Milimeter wave derimod benytter frekvenser mellem 24 GHz og hele 100 GHz og har en meget kortere bølgelænge. Det betyder, at der kræves langt flere antenner, hvis mmWave skal dække et område. I Danmark kan teleselskaberne snart byde ind på 26 GHz-båndet, mens der i andre dele af verden kommer 24, GHz, 28 GHz, 37 GHz, 39 GHz og 47 GHz i spil.
Se også: 5G-netværk i Danmark
Hvad er formålet med mmWave?
mmWave er, kort sagt, det super hurtige 5G. Som nævnt herover, så har mmWave en kort rækkevidde og kræver derfor mange antenner, hvis det skal dække et område. Det vil gerne ikke give mening at dække landområder med denne teknologi, men i stedet kan det med fordel anvendes steder med mange mennesker. Fodboldkampe, koncerter, kongrescentre, metrostationer og andre tætbefolkede områder. mmWave har en langt større båndbredde, og bliver derfor ikke så let overbelastet, og kan håndtere de mange enheder på netværket og samtidig levere lynende hurtige hastigheder.
mmWave har ikke kun en kort rækkevidde, men bliver også meget let påvirket af eksterne variabler, såsom mure, træer, glas, regn og lignende – og ikke mindst menneskekroppen.
Downloadhastigheder mellem 1-3 Gbps er at forvente, men faktisk påstår Samsung og Qualcomm, at deres modemmer kan opnå over 7 Gbps. Til sammenligning fik vi maksimum 647 Mbit i vores seneste test af 5G.
Læs også: Dynamisk spektrumdeling gør 4G hurtigere når 5G ruller ud