Antallet af små 5G-antenner kommer til at eksplodere
Teleselskaberne verden over har i flere år haft travlt med at opsætte store såkaldte makro-antenner med 5G-teknologi. Det er dem, der ofte er placeret i høje master eller på toppen af høje bygninger. Men de kan ikke alene dække det konstant stigende databehov. Det viser en ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet ABI Research.
Der skal et tættere og mere finmasket netværk af antenner ved tættere bebyggelse til. Netop her kommer de såkaldte 5G small cells – eller små 5G-antenner – ind i billedet. Det er små 5G-antenner – nærmere bestemt femtocells, picocells eller microcells – med kort rækkevidde på alt mellem 10 meter og 2 kilometer. De er typisk er placeret i gadeplan og kan let skjules i/ved lygtepæle, flagstænger og bygningers facader.
Læs også: De danske teleselskabers udrulning af 5G
13 mio. små 5G-antenner til at dække stigende dataforbrug
Undersøgelsen viser, at antallet af small cell-installationer kommer til at stige betragteligt i 2025. Det er året, hvor Massive MIMO makro-celler ikke længere forventes at kunne dække databehovet. Uden brug af små 5G-atenner vil C-båndet, som dækker over frekvenser i området 4 til 6 GHz, begynde at mangle kapacitet. I 2027 vil der således være 13 millioner små udendørs 5G-antenner, og året efter vil tallet overgå antallet af små 4G-antenner.
Fei Liu, der er brancheanalytiker inden for 5G og mobilt netværksinfrastruktur, forklarer i analysen, at de små 5G-antenner ”komplementerer makroceller, booster netværkskapaciteten og forlænger rækkevidden i tætte områder, hvor signalet er svagt eller utilgængeligt”. Små 5G-antenner kommer derfor til at spille en vigtig rolle, da de ”giver netværksoperatører mulighed for at få mere værdi” ud af deres nuværende portefølje af netværksfrekvens ved at bruge dem mere effektivt.
Med 5G-standarden er små antenner dog blevet dyrere at udrulle, da de teknologiske krav til dem er større end ved tidligere generationer trådløst mobilnet. I dag skal de små antenner være både ”mindre og tyndere og understøtte større frekvensbånd såsom 100 MHz og 200 MHz”.
“Med 5G er der en bredere vifte af implementeringsscenarier, hvilket tvinger operatørerne til at levere omfattende løsninger til at understøtte alle behov,” forklarer Fei Liu.