Danmark har noget af det hurtigste mobilnet og bredbånd i verden
Synes du, internettet i Danmark kan drille eller være sløvt nogen gange? Så skal du bare glæde dig over, at mange andre lande har langt dårligere internet end os.
Virksomheden Ookla, som er bedst kendt for sin tjeneste Speedtest.net, analyserer hver måned de mange hastighedstest og rangerer hvert land ud fra resultaterne. Danmark har i mange år ligget i den gode ende, men i de senere år har vores internethastigheder for alvor ligget i feltet af de allerbedste.
Verdens sjette hurtigste mobilnet
Ooklas nyeste tal fra marts måned viser, at Danmark indtager en sjetteplads i hele verden, når det gælder mobilnettet. Det er en plads højere end i februar.
I Danmark blev der opnået en middelhastighed på 105,7 Mbit/s i download og 19,2 Mbit/s i upload, mens responstiden hedder 19 millisekunder. Sjettepladsen er den højeste plads, det danske mobilnet nogensinde har fået. Det skyldes med al sandsynlighed, at Telia, Telenor og 3 har fået udbygget deres 5G-net gevaldigt.
Fordi TDC NET har været klart hurtigt med udrulningen af 5G, er det heller ikke overraskende, at YouSee er det teleselskab med de højeste middelhastigheder (115,9 Mbit/s), hvor nummer to på listen, Telia, kun har 81,6 Mbit/s.
For at sætte i perspektiv, hvor gode hastighederne på de danske teleselskabers mobilnet er, så ligger de globale middelhastigheder på beskedne 29,96 Mbit/s i download og 8,7 Mbit/s i upload, mens responstiden er 29 millisekunder. Det er kun Holland, Sydkorea, Qatar, Norge og Forenede Arabiske Emirater, der overgår Danmark, når det gælder mobilnettet.
Verdens fjerde hurtigste bredbånd
Også på bredbåndsområdet er Danmark førende – faktisk endnu bedre stillet. Her indtager Danmark en flot fjerdeplads. Det er ikke første gang, men hastighederne i Danmark har aldrig været så høje som nu – og som tiden går, skal der højere middelhastigheder til for at opnå de bedste placeringer.
Danmark har middelhastigheder inden for bredbånd, der hedder 170,4 Mbit/s i download og 95,1 Mbit/s i upload med en responstid på 8 millisekunder. Kun Thailand, Chile og Singapore præsterer bedre end det. Undersøgelsen viser også, at Fastspeed (284 Mbit/s), Hiper (239 Mbit/s) og Telenor (208 Mbit/s) er de internetudbydere med de højeste middelhastigheder i 1. kvartal.