Samsung, Qualcomm og Verizon opnår 711 Mbit/s i 5G-upload

Snart kan det være slut med langsom upload: Samsung, Qualcomm og det amerikanske teleselskab Verizon har demonstreret lynhurtige 5G-uploadhastigheder på hele 711 Mbit/s.

Samsung, Qualcomm og Verizon opnår 711 Mbit/s i 5G-upload

Du kender det formentlig. Du kan nemt opnå høje downloadhastigheder på flere hundrede megabit i sekundet – både på 4G og 5G. Og alligevel ender du tit med en uploadhastighed, der sjældent bevæger sig over 100 megabit i sekundet – og som ofte befinder sig under eller omkring 50 megabit i sekundet.

Det er dog helt bevidst, at mange teleselskaber og internetudbydere anvender såkaldte asynkrone netværkshastigheder. Der er ganske enkelt størst behov for båndbredde til download frem for upload. Ikke desto mindre er der dog også en teknologisk begrænsning i forhold til, hvor høje hastigheder der kan opnås i upload.

Netop den teknologiske grænse har Samsung, chipproducenten Qualcomm og USAs største teleselskab, Verizon, skubbet til. I en pressemeddelelse oplyser Samsung nemlig, at det er lykkedes de tre selskaber i fællesskab at opnå en uploadhastighed på Verizons 5G-netværk på hele 711 Mbit/s.

“I samarbejde med Qualcomm og Verizon er vi glade for at nå disse ultrahurtige uploadhastigheder, som vil muliggøre forskellige 5G-oplevelser og levere mere medrivende mobiltjenester til alle brugere,” siger Junehee Lee, der er vicedirektør og leder af R&D ved Samsung Electronics’ netværksforretning.

4G kombineret med 5G mmWave

De 711 Mbit/s er den højeste uploadhastigheder, som de tre selskaber har opnået. Testen foregik ved at kombinere både 4G og 5G og ved brug af teknologierne mmWave carrier aggregation og Single-User MIMO (SU-MIMO).

Den første component carrier (frekvensblok) bestod af 400 MHz på 28 GHz-frekvensbåndet (bånd 28). Den anden frekvensblok bestod af 20 MHz på et unavngivet 4G-frekvensbånd.

Til at gennemføre testen blev der brugt Samsungs Compact Macro-enhed, Samsungs virtualiserede RAN (vRAN) og Samsungs cloud native-løsning (vCore). Dertil var der brugt en smartphonelignende enhed udstyret med Qualcomms Snapdragon X65 5G Modem-RF, som på papiret understøtter op til 3 Gbit/s i upload.

Upload 1 GB film på 10 sekunder

De enormt høje uploadhastigheder vil kunne mærkes, hver gang man foretager sig noget, hvor data skal uploades til netværket. Hastigheder på over 700 Mbit/s i svarer til, at en videofil, der fylder 1 GB, kan uploades på blot 10 sekunder. Også billeder og øvrige data i al almindelighed vil blive uploadet væsentligt hurtigere.

“Forbedring af uploadhastighederne åbner døren til nye muligheder med 5G mmWave i trafikknudepunkter, bymidter, indkøbscentre og fyldte spillesteder, samtidig med at de giver mulighed for robuste 5G-tjenester til fast trådløs adgang (FWA) i hjem og små virksomheder”, siger Durga Malladi, der er seniorvicepræsident og generaldirektør for 5G, mobilt bredbånd og infrastruktur ved Qualcomm.

Højere uploadhastigheder kommer forbrugere til gavn, uanset om man er koblet på 5G fra mobilen eller via en Fixed Wireless Access-forbindelse (FWA eller trådløs fiber). Også virksomheder kan drage fordel af det. Produktionsvirksomheder kan for eksempel sikre kvaliteten af fremstillede varer ved at lade en algoritme overvåge en HD-videoforbindelse via 5G og på den måde opdage defekter og fejl i realtid.

Videoopkald og AR-løsninger kan også blive afviklet bedre takket være høje 5G-uploadhastigheder, oplyser Samsung.

Se også: Læs alt om 5G-teknologien