Stor 5G-frekvensauktion slut: Disse frekvenser har teleselskaberne købt
Siden 29. januar har Energistyrelsen afholdt en stor frekvensauktion, som HI3G Denmark ApS, TDC Net A/S og TT-Netværket P/S som ventet endte med at deltage i. Det var frekvensbåndene 1.500 MHz, 2.100 MHz, 2.300 MHz, 3,5 GHz og 26 GHz, der var på bud.
Efter at have været igennem flere faser med forskellige budrunder har Energistyrelsen og de enkelte teleselskaber nu offentliggjort resultatet af den store auktion. Se nedenfor, hvilke teleselskaber der har købt sig adgang til de forskellige frekvensbånd, som kan bruges fra 1. juni 2021.
Læs alt om teleselskabernes 5G-udrulning
1.500 MHz: TDC og Telia/Telenor
På 1.500 MHz-frekvensbåndet var i alt 90 MHz (frekvensområdet 1.427-1.517 MHz) på auktion.
TDC NET og TT Netværket vandt hver 45 MHz, hvilket vil sige, at de har fået en lige stor andel af frekvensområdet.
Frekvensbåndet skal ifølge TDC NET primært bruges til 5G og til at fremtidssikre den såkaldte fladedækning – altså den noget bredere, men knap så hurtige 5G-forbindelse.
2.100 MHz: 3, TDC og Telia/Telenor
Næste frekvensbånd er 2.100 MHz, som alle tre teleselskaber har vundet frekvenser på. Der var auktion på 2 x 60 MHz parrede frekvenser henholdsvis i frekvensområdet 1.920-1.980 MHz og 2.110-2.170 MHz.
3, TDC og Telia/Telenor vandt hver 2 x 20 MHz på 2.100 MHz-frekvensbåndet. Telia og Telenor beskriver selv de 40 MHz på 2.100 MHz-frekvensbåndet som ”den store motor i netværket”. 3 vil bruge frekvensbåndet til at forbedre både 4G og 5G.
Hos TDC NET vil frekvensbåndet blive brugt til at øge kapaciteten på 4G-netværket. Det bliver også brugt til TDC NETs 3G-netværk, indtil det udfases i slutningen af 2022.
Der er ifølge Energistyrelsen dækningskrav på 2.100 MHz-frekvensbåndet. Det vil sige, at det senest 1. februar 2024 skal være muligt for danskere i udvalgte områder, hvor der i dag er særlig dårlig dækning, at kunne foretage telefonopkald og opnå en udendørs downloadhastighed på mindst 30 Mbit/s og en uploadhastighed på mindst 3 Mbit/s.
Se også: Seneste nyt om 5G
2.300 MHz: TDC
På 2.300 MHz-frekvensbåndet var 40 MHz uparrede frekvenser i frekvensområdet 2360-2400 MHz på auktion.
TDC NET vandt alle 40 MHz i 2.300 MHz-frekvensbåndet, som TDC allerede bruger til sit 4G-netværk. TDC oplyser, at 2.300 MHz senere hen også kan bruges til at øge kapaciteten på 5G-netværket, og at frekvensbåndet giver en relativ høj hastighed, samtidig med det også har et relativt stort dækningsområde.
3.500 MHz: TDC, 3 og Telia/Telenor
3.500 MHz-, eller 3,5 GHz-frekvensbåndet, er helt centralt i både den danske og europæiske 5G-udrulning. Energistyrelsen har allerede tildelt teleselskaberne forsøgstilladelser til netop dette frekvensbånd, og det er også allerede i brug i flere af de større byer.
I alt var der 390 MHz uparrede frekvenser på auktion i frekvensområdet 3.410-3.800 MHz.
TDC NET vandt 130 MHz, Telia/Telenor vandt 140 MHz, og 3 vandt 120 MHz.
TDC vil bruge 3.500 MHz til at udbygge det eksisterende højhastigheds-5G-net i en række nye områder i Danmark. Hos 3 oplyser man, at man er det teleselskab, der har sikret den største mængde 5G-spektrum på 3.500 MHz-båndet per kunde.
60 MHz af de 140 MHz, som TT Netværket har vundet på 3.500 MHz-frekvensbåndet, er der knyttet en særlig udlejningsforpligtelse til. Det vil kort fortalt sige, at disse frekvenser er reserveret til, at virksomheder og offentlige institutioner kan etablere private 5G-net i løbet af de næste par år med TT Netværket som udlejer.
26 GHz (mmWave): TDC, 3 og Telia/Telenor
Sidste frekvensbånd er særligt, da det er placeret i mmWave-området – altså de helt høje frekvenser, som vil give væsentligt hurtigere hastigheder end dem, vi hidtil har set på 3.500 MHz-frekvensbåndet.
Der var i alt auktion over 2.850 MHz uparrede frekvenser i frekvensområdet 24,65-27,5 GHz.
TDC har erhvervet sig den største andel af frekvenserne: 1.250 MHz. Derefter kommer 3, som har købt en kapacitet på 1.000 MHz. Telia og Telenor har kun købt 600 MHz.
3 oplyser, at man vil bruge 26 GHz-frekvensbåndet til at tilbyde mmWave-teknologien i fremtiden. De kalder det ”5G på speed”. Telia og Telenor fortæller, at de med 26 GHz i fremtiden vil give ”ekstremt høje 5G-hastigheder”, mens TDC oplyser, at de vil tilbyde ”5G-’fast trådløs’ i yderområder og 5G-netværk med meget høje hastigheder i befolkede og trafikerede områder.
Overblik: Disse frekvensbånd har teleselskaberne købt
Frekvensbånd | 3 | TDC NET | TT Netværket |
---|---|---|---|
1.500 MHz | – | 1.427 – 1.472 MHz | 1.472 – 1.517 MHz |
2.100 MHz | 1.920 – 1.940 MHz
2.110 – 2.130 MHz |
1940 – 1.960 MHz
2.130 – 2.150 MHz |
1.960 – 1.980 MHz
2.150 – 2.170 MHz |
2.300 MHz | – | 2.360 – 2.400 MHz | – |
3,5 GHz | 3,54 – 3,66 GHz | 3,41 – 3,54 GHz | 3,66 – 3,8 GHz |
26 GHz | 26,5 – 27,5 GHz | 24,65 – 25,9 GHz | 25,9 – 26,5 GHz |
Samlet pris | 540,5 mio. kroner | 794,7 mio. kroner | 741 mio. kroner |
Opsummering af resultater:
Hi3G Denmark ApS:
- 2 x 20 MHz i 2.100 MHz-frekvensbåndet
- 120 MHz i 3,5 GHz-frekvensbåndet
- 1.000 MHz i 26 GHz-frekvensbåndet
- Pris: 540.525.000 kroner
TDC Net A/S:
- 45 MHz i 1.500 MHz-frekvensbåndet
- 2 x 20 MHz i 2.100 MHz-frekvensbåndet
- 40 MHz i 2.300 MHz-frekvensbåndet
- 130 MHz i 3,5 GHz-frekvensbåndet.
- 1.250 MHz i 26 GHz-frekvensbåndet
- Pris: 794.685.000 kroner
TT-Netværket P/S (Telia og Telenor):
- 45 MHz i 1.500 MHz-frekvensbåndet
- 2 x 20 MHz i 2.100 MHz-frekvensbåndet
- 140 MHz i 3,5 GHz-frekvensbåndet (herunder udlejningsforpligtigelsen til private net)
- 600 MHz i 26 GHz-frekvensbåndet
- Pris: 740.976.000 kroner