Undersøgelse: 5G i Europa halter efter andre steder i verden
En ny undersøgelse fra teleindustriens brancheorganisation GSMA afslører, at Europa halter bagefter områder som Asien og Stillehavsområdet, Nordamerika og Mellemøsten i forhold til udbredelsen af 5G.
I 3. kvartal 2024 havde kun 15 procent af de europæiske teleselskaber med eget mobilnet et aktivt 5G-mobilnet lanceret standalone 5G (5G SA). Til sammenligning er det over 30 procent i Asien-Stillehavsområdet og Nordamerika. Denne langsomme udrulning tilskrives udfordrende driftsforhold for europæiske teleselskaber.
”Det er et tegn på de vanskelige driftsbetingelser, som de europæiske teleselskaber står over for. De seneste lanceringer af 5G SA af teleselskabet EE i Storbritannien og Free i Frankrig tyder på, at udrulningen af 5G SA er ved at tage fart, men udrulningshastigheden er stadig langsommere, end mange aktører i branchen forventede for et par år siden,” oplyser GSMA.
Se også: Alt om 5G-teknologien
Europas 5G-net er langsomt
I forhold til hastigheden på 5G i Europa halter de europæiske udbydere også bagefter med gennemsnitlige downloadhastigheder på 230 Mbit/s ved udgangen af 2023.
Selvom det er en betydelig forbedring i forhold til 4G-hastighederne, er det stadig under de hastigheder, der opnås i Mellemøsten, Asien og Stillehavsområdet.
I øjeblikket står 5G for 30 procent af mobilforbindelserne i Europa, hvilket svarer til 200 millioner forbindelser.
Førende lande som Danmark, Finland og Tyskland har opnået en udbredelse på over 40 procent. På trods af de langsommere fremskridt forventer GSMA, at udbredelsen af 5G i Europa vil nå op på 80 procent i 2030 og potentielt bidrage med 164 milliarder euro til økonomien.
GSMA understreger dog behovet for politiske reformer for at sikre de kritiske investeringer, der er nødvendige for udbredte netværksopgraderinger.
På globalt plan oversteg 5G 2 milliarder forbindelser i 2024 og blev dermed den hurtigst voksende mobile bredbåndsteknologi i historien. Det er sket blot fem år efter introduktionen af netværksteknologien.