Ny europæisk 5G-hastighedsrekord: 32 Gbit/s
Det tyrkiske teleselskab Turkcell og den kinesiske teknologivirksomhed ZTE har for nylig opnået ny 5G-hastighedsrekord i Europa. Forsøget, som foregik ved brug af 5G-Advanced (5.5G), resulterede i en hastighed på hele 32 Gbit/s.
Til forsøget, der blev gennemført den 5. november i Instanbul, benyttede virksomhederne en mmWave-netværksantenne fra ZTE med en båndbredde på hele 1,6 GHz (ikke at forveksle med frekvens) og en kommerciel 5G-router fra ZTE.
”Overgangen til 5G vil forbedre driftseffektiviteten og kundeoplevelserne. Denne milepæl i hastighed viser, hvordan strategiske partnerskaber kan drive fremskridt på tværs af brancher,” siger Vehbi Çağrı Güngör, der er teknisk direktør hos Turkcell.
Se også: Læs mere om 5G-teknologien
Hvad er 5G-Advanced?
Ifølge de to virksomheder lægger 5G-Advanced grundstenene til flere nye, spændende 5G-anvendelser, herunder live-transmission af udsendelser, extended reality (XR), Ultra HD-videostreaming i 4K og 8K og tjenester med ultralav respondstid.
Ifølge ZTE repræsenterer 5G-Advanced mere end et udviklingstrin fra 5G til 6G i hastighed og tilslutningsmuligheder. Det signalerer et paradigmeskift i den måde, som folk lever, arbejder og leger på.
5G-A er en forbedring af 5G og en større iteration af 5G, inden vi når til 6G. Ud over de åbenlyse høje hastigheder vil 5G-A blandt andet åbne op for muligheden for at sanse omgivelserne gennem radiobølgerne. Fremtidens netværk bliver også mere intelligente og selvstyrende, så algoritmer selv kan optimere drift og vedligehold. 5G-Advanced bliver også verdensomspændende, da teknologien kan dække kloden takket være satellitbaseret 5G (såkaldt ikke-jordbaseret 5G).
Se også: Nyheder om 5G-teknologi