Hvorfor virker 5G ikke?

5G er lynhurtigt - når det altså virker. Oplever du, at 5G ikke virker på din telefon? Se hvordan du løser problemer med manglende 5G på Android-telefoner og iPhone i denne guide.

Hvorfor virker 5G ikke?

Har du en smartphone, der understøtter 5G, men oplever du, at 5G-forbindelsen ikke virker?

Læs med i denne guide til dig, der oplever, at 5G-forbindelsen mobiltelefonen ikke virker.

Se også: Nyheder om 5G-teknologi

Har du en 5G-telefon og et 5G-abonnement?

Lad os starte med de mest åbenlyse løsningsforslag. Har du sikret dig, at både din mobiltelefon og dit mobilabonnement understøtter 5G?

Det er ikke alle telefoner, og det er heller ikke alle mobilabonnementer, der understøtter 5G. Har du en iPhone 12 eller nyere, har den dog 5G, og hvis du har en Android-telefon fra 2020 eller nyere, bør den også have 5G. Jo dyrere og bedre Android-telefonen er, desto mere sandsynligt er det, at den har 5G.

Se en oversigt over 5G-telefoner her.

Du kan tjekke, om 5G er inkluderet i dit mobilabonnement ved at logge ind på selvbetjening og se i abonnementets detaljer, om 5G er inkluderet. Hos nogle teleselskaber kan det tilkøbes, og hos andre er 5G kun en del af de dyrere abonnementer. Hos andre teleselskaber er der er 5G-adgang i alle abonnementer.

Er der 5G dækning der, hvor du befinder dig?

De danske teleselskaber dækker 5G i det meste af landet, men det er kun udendørs. Især hvis du befinder dig indenfor er der ingen garanti for, at der er 5G-dækning. Det afhænger af, hvor tæt på dit teleselskab har en 5G-antenne, og hvilken frekvens 5G-signalet anvender.

Jo højere frekvens, desto højere er netværkshastigheden, men desto dårligere er signalets gennemtrængningsevne også. De høje og hurtige 5G-frekvenser har altså svært ved at trænge ind gennem godt isolerede vægge og vinduer.

Du kan se på den offentlige hjemmeside mastedatabasen.dk, om dit teleselskab har 5G-antenner nær dig. På TelePrisTjek.dk’s dækningskort kan du også se, hvordan danskerne oplever de forskellige mobilselskabers netværksdækning.

Nulstil din telefons netværksindstillinger

Det er sjældent din telefon, der er problemet, men det kan alligevel forekomme. Uanset om du har en iPhone eller en Android-telefon kan du nemt nulstille telefonens netværksindstillinger, hvilket måske kan løse eventuelle problemer.

  • På en Android-telefon skal du gå til Indstillinger > System > Nulstil indstillinger for mobilnetværk og tryk til sidst på ”Nulstil indstillinger”.
  • På en iPhone skal du trykke på Indstillinger > Generelt > Overfør eller nulstil iPhone og tryk nu på ”Nulstil”. Tryk nu på ”Nulstil netværksindstillinger”.

Indstillingen nulstiller mobilnetværket samt Wi-Fi-netværk og adgangskoder, mobilindstillinger og tidligere brugte VPN- og APN-indstillinger.

Deaktiver selvjusterende forbindelse eller 5G auto

Måske er der blevet aktiveret funktionen ”Selvjusterende forbindelse” på Android-telefoner eller ”5G Auto” på iPhone.

Funktionen vælger automatisk mellem 4G og 5G for at spare strøm. 5G aktiveres kun, når der streames og/eller mærkes en mærkbar bedre oplevelse.

  • På en Android-telefon skal du deaktivere funktionen ved at gå til Indstillinger > Netværk og internet > Selvjusterende forbindelse. Slå nu funktionen fra.
  • På en iPhone skal du gå til Indstillinger > Mobilnetværk > Indstillinger til data eller mobildata > Mobildata > Indstillinger til mobildata. Skift nu fra ”5G auto” til ”5G”.

Dette vil sikre, at din telefon altid forbinder til 5G, når der er 5G-dækning.