Telia og Telenor ruller 5G på 3.500 MHz-båndet ud i Danmark
Bor du i en større dansk by, og har du et teleselskab, der bruger Telia og Telenors fælles mobilnet? Så har du måske bemærket bedre 5G-dækning hen over de seneste måneder.
Telia og Telenor har nemlig udrullet det hurtige 5G-frekvensbånd på 3.500 MHz i mange store danske byer, herunder København. Ifølge Telia giver 3.500 MHz-frekvensbåndet op mod 10 gange højere hastigheder end det, man normalt oplever på 4G.
3.500 MHz-frekvensbåndet har egentlig været tilgængeligt i flere måneder udvalgte steder på TT-Netværket, men nu er Telia og Telenor nået så langt med udrulningen, at Telia annoncerer den bredere udrulning af det hurtigere 5G-frekvensbånd.
Læs også: Hvor langt er teleselskaberne nået med udrulningen?
Teknologisk revolution for erhvervslivet
Under udrulningen af 5G-teknologien har teleselskaberne typisk peget på erhvervslivet som dem, der først og fremmest får gavn af højere 5G-hastigheder og lavere responstider, særligt når man taler 5G mmWave.
Også med 3.500 MHz-frekvensbåndet peger Telia på, at erhvervslivet vil få stor glæde af den hurtigere 5G-teknologi, som nu er rullet ud mange steder i Danmark.
”5G-teknologien giver nye muligheder for særligt erhvervslivet. Med 5G kan virksomheder for eksempel slippe for at trække internetkabler i domiciler og produktionshaller. De lynhurtige og stabile forbindelser kan også bruges til private netværk hos store virksomheder, og de giver nye muligheder på IoT-området, hvor robotter og andet udstyr kan styres trådløst og gøre det lettere at ændre og optimere produktionsopsætninger,” siger Daniel Askeroth, teknologidirektør for Telia.
Også Telia og Telenors privatkunder får glæde af 5G-teknologien, hvor den største forskel man vil opleve er højere hastigheder. Disse kan ikke mærkes synderligt, når man browser rundt på nettet og sociale medier, men ved download af store spil og opdateringer og download af offlinekopier af film og serier fra streamingtjenester vil forskellen være tydelig. Det vil ganske enkelt gå meget hurtigere.
”Hvad enten det handler om mobil, internet, eller streaming vil vores 5G-netværk sikre høj hastighed og kvalitet. Vi er glade for at kunne tilbyde vores kunder den nyeste teknologi, der sikrer hastighed og båndbredde ad libitum til hele familien,” siger Lone Kyhl Hendriksen, direktør for privatforretningen i Telia.
Udfasning af 3G-antenner i gang
I forbindelse med udrulningen af 5G flere steder i Danmark er alle teleselskaberne i gang med at modernisere deres mobilnet. Det betyder et farvel til 3G-teknologien, som bliver overflødig, da 2G-nettet i nogle år endnu vil sikre bred dækning til tale. Derudover vil 4G sikre bred mobildækning, mens 5G vil sikre de højere datahastigheder mere lokalt. Med 700 MHz-frekvensbåndet på 5G-nettet opnås der dog også en temmelig bred 5G-dækning.
Telia og Telenor begyndte udfasningen af 3G-nettet i april 2021. Efterhånden som antenner moderniseres med 5G, tages 3G-antennerne ned.
Telia forventer at have dækket de 25 største byer med 5G i 2022. Det er København Århus, Odense, Aalborg, Esbjerg, Randers, Kolding, Horsens, Vejle, Roskilde, Herning, Hørsholm, Helsingør, Silkeborg, Næstved, Fredericia, Viborg, Køge, Holstebro, Taastrup, Slagelse, Hillerød, Holbæk, Sønderborg og Svendborg. I 2023 er resten af landet dækket med 5G.
Læs også: Nyheder om 5G-teknologi