Telenor og Telia starter udrulning af hurtigt 5G
I en pressemedelelse afslører Telenor og Telia, at de nu går i gang med udrulningen af hurtigt 5G på 3,5 GHz-båndet, efter en veloverstået (og dyr) 5G-frekvensauktion. Se her hvor Telia og Telenor først vil være klar med højhastigheds 5G i landet.
I første omgang vil de to teleselskaber rulle 5G ud i de største byer i Danmark, men vil sideløbende udbygge og forbedre både 4G og 5G i andre områder af landet. Den nye højhastigheds 5G vil betyde dobbelt så hurtige hastigheder, hvor man i teorien vil kunne nå op på omkring 1 Gbit/s.
Se også: Status på 5G i Danmark
Hurtigere 5G – først til byerne
Telenor og Telia fortæller, at 5G på 3,5 GHz-båndet først bliver rullet ud i de største byer. Det betyder København, Aarhus, Odense og Aalborg først vil få det hurtigere 5G. Hvornår dette vil ske og hvor i byerne masterne er at finde, oplyses der ikke noget om. Men både Telia og Telenor forventer, at langt størstedelen af alle danskerne vil have adgang til 5G i løbet af 2022.
Sideløbende udbygges netværket med både 4G og 5G i sommerhusområder og andre steder i landet, hvor datatrafikken er steget, og en udbygning vil give kunderne endnu hurtigere hastigheder. 5G og moderniseringen af netværket vil give en højere kapacitet og en bedre dækning, hvilket giver kunderne en bedre oplevelse.
“Som med alt andet vi gør, så bygger vores udrulning på, hvordan vi skaber mest reel værdi for vores kunder. Med vores landsdækkende udbygning af netværket kommer danskerne til at opleve højere hastigheder og bedre dækning i både byerne og yderområderne. Helt konkret kommer 5G-opgraderingerne til at betyde dobbelt så høje hastigheder i tætbebyggede områder og markante forbedringer i hele landet”, siger Lars Thomsen, administrerende direktør i Telenor.
Se også: Hvad er op og ned på 5G?
Nokia er leverandør til 5G på TT-netværket
Det er Finske Nokia, der står for driften og udbygningen af Telia og Telenors 5G-netværk. Nokia har stået for driften af det fælles TT-netværk siden 2017, og var sammen med de Telenor og Telia de første til at teste 5G i Danmark, og blandt de første til at aktivere 5G på et fælles netværk.
Se også: Nyheder om 5G