Stor test: TDC Net har Danmarks bedste mobilnet
Teknologisk Institut har de seneste år testet kvaliteten af de danske mobilnet og TDC er løbet med 1. pladsen seks år i træk. Det sker også her i 2021, hvor konklusionen er, at TDC Net leverer Danmarks bedste mobildækning. Både i byer og uden for de store byer – særligt det, at de dækker bedst uden for de store byer, er TDC specielt godt tilfredse med.
36 procent hurtigere på download og 43 procent hurtigere på upload
Undersøgelsen er gennemført i perioden 4. til 26. marts i år. Her har Teknologisk Institut testet de fire danske mobilnets evne til at levere en god netværksoplevelse på 500 målesteder fordelt over hele landet. Målingen er gennemført efter et år, hvor COVID-19 har øget presset på den digitale infrastruktur og blandt andet er mobildatatrafikken steget med knap 40 procent.
Teknologisk Institut konkluderer i deres rapport, at TDC Net på landsplan har den bedste samlede mobilnetværksoplevelse på både en 4G- og en 5G-mobiltelefon. Det skyldes blandt mobilnettets hastighed. Som eksempel tager det henholdsvis seks og syv sekunder at up- og downloade 10 megabyte data på TDC Nets mobilnet. Det er 36 procent hurtigere på download og 43 procent hurtigere på upload end de øvrige mobilnet hos Telia og Telenor (der sammen har TT-netværket) og 3.
Alle steder i landet konstaterer Teknologisk Institut dog, at TDC NET, Telenor og Telia har stort set samme adgang til 4G.
Streaming på samme høje niveau – og 5g giver ingen mærkbar forskel i forhold til 4G
Download- og upload- tider er stort set uændrede i forhold til 2019 hos alle teleselskaber bortset fra, at 3 er gået tilbage på download.
Videostreaming med 4G og 5G mobiltelefoner via TDC NET, Telenor, Telia og 3 er på samme “høje niveau”, skriver Teknologisk Institut. Det betyder, at selve oplevelsen altså grundlæggende er høj hos alle selskaber, når det gælder streaming.
Hvis man ikke har behov for at uploade og downloade store datamængder, viser undersøgelsen ikke mærkbar forskel på 4G og
5G.
På landsplan er den samlede mobilnetværksoplevelse 31 procent bedre hos TDC’ netværk. Selvom Telia og Telenor deler netværk, så deler Teknologisk Institut dem stadig op i to. Det skyldes, at der kun er delvist fælleseje på den bagvedliggende transmissionsteknologi.
I konklusionen lyder, at Telenor er på andenpladsen og Telia på tredjepladsen, mens 3 er på fjerdepladsen i deres netværkstest.
Se også: TDC’s 5G-udrulning i Danmark
5G på 98,4 procent af de 500 målesteder
Det er første gang, at Teknologisk Institut laver deres test, efter 5G er rullet ud i Danmark. TDC er længst på 5G-udrulningen, men Telia og Telenor samt 3 er godt i gang.
Teknologisk Institut målte 5G-dækning på hele 98,4 procent af undersøgelsens 500 målesteder. Undersøgelsen viser desuden, at TDC Net via 5G har den hurtigste og mest fejlfrie download og upload, når der er tale om en stor datamængde (50 megabyte).
Se også: 5G mobilt bredbånd
Afgørende for samfundet med god infrastruktur
Det glæder Andreas Pfisterer, CEO hos TDC Net, at de klarer sig så godt.
”Som de fleste har oplevet på egen krop gennem den seneste tid, så er en velfungerende digital infrastruktur fuldstændig afgørende for vores samfund. Og her spiller mobilnettet en meget væsentlig rolle. Det er derfor rigtig positivt, at vi på bagkant af et år med store investeringer i at opgradere og fremtidssikre vores infrastruktur yderligere fortsat leverer den bedste mobilnetværksoplevelse i Danmark”.
Se også: Nyheder om 5G dækning