Hurtigt mmWave 5G kommer til flere lande med iPhone 13
Den anerkendte Apple-analytiker Ming-Chi Kuo har nyt at rapportere. Denne gang handler det om, at iPhone 13 kan bringe understøttelse af den hurtigere mmWave-variant af 5G til flere nye lande.
iPhone 13 vil sikre der kommer rigtig 5G med mmWave
Det er iMore, der har fået fat i et notat fra Kuo, hvor han skriver, at 5G-dækningen kommer til at stige betydeligt i anden halvdel af 2021, især når det gælder mmWave 5G, der er meget hurtigere end Sub-6GHz. Sub-6GHz er den 5G-teknik, der primært benyttes lige nu i mange lande og onde tunger vil sige, at det ikke er rigtig 5G – bare en hurtig version af 4G.
Man kan også læse i notatet, at Kuo mener, at mmWave 5G i iPhone 13 kan få understøttelse i USA, Canada, Japan, Australien og via de store europæiske operatører, hvilket dermed også vil øge andelen af mmWave-iPhones.
Vi har allerede tidligere hørt, at der skal komme en kraftig 5G-forbedring i iPhone 13. Den taiwanske producent Qiqi er blevet hyret af Apple til at producere mmWave-antenner til iPhone 13.
Apple har derudover samarbejdet med udenlandske telekomselskaber om at få mmWave ud til flere lande i forbindelse med den næste serie af iPhones.
Se også: Vigtig dansk 5G-auktion på plads
Får Qualcomms X60 5G modem
iPhone 12, der har den første serie af iPhones med 5G, giver i dag kun mmWave i USA. Tilbage i februar hørte vi, at Qualcomms X60-modem skal være med ombord i den næste generation af iPhones, hvilket betyder hurtigere 5G, men også aggegering af data, så iPhonen kan benytte både mmWave og sub-6GHz samtidig.
De seneste dage har vi desuden set en række billeder, der viser store forandringer ved notchen på iPhone 13. Samtidig har vi hørt rygter om LTPO og en 120 Hz-skærm i den kommende iPhone.
Se også: Nyheder om mmWave 5G