Huawei størst på mobile netværk – takket være Kina
Huawei og ZTE er blandt de største aktører, når det gælder omsætning fra mobile netværk. De sidste 18 måneder har dog været sure for de to selskaber. De har oplevet massiv pres fra vestlige lande, der af nationale sikkerhedshensyn ikke ønsker eller kun i begrænset omfang vil benytte netværksudstyr fra de to selskaber. Specielt Huawei har været i søgelyset.
Huaweis omsætning på netværksudstyr vokser trods restriktioner
Alligevel ser det stadig godt ud for de to selskaber, i hvert fald når man ser på den globale omsætning fra mobile netværk. I følge analysebureauet Dell’Oro har de to selskaber hver to procent større del af omsætningen globalt sammenlignet med sidste år.
Huawei står for 30 procent af omsætningen her i 2020, mens ZTE har 11 procent mod 9 procent sidste år. Nokia har 15 procent af kagen, mens de faktisk havde 16 procent sidste år. Ericsson ligger på 14 procent – samme tal som sidste år. Af andre aktører har Cisco 7 procent og Samsung og Ciena hver 3 procent. Resten er så fordelt på øvrige aktører.
Se også: Hvor langt er de danske 5G-netværk?
Får 5G-opgaverne i Kina
Hidtil står Huawei og ZTE altså for over 40 procent af omsætningen på telekom-marked for netværksudstyr. Det skyldes, vurderer Dell’Oro, at Huawei og ZTE har fået en stor del af netværksordrerne i hjemmelandet Kina.
Investeringerne i 5G-netværk i Kina løber fra det generelle marked på globalt plan, lyder det fra analysefirmaet og det er særligt 5G-udbygningen, der har løftet Huawei og ZTEs omsætning.
Til gengæld er der støre udfordringer med 5G-opgaverne uden for Kina. England har for eksempel ved lov udstedt forbud mod brug af 5G-udstyr for Huawei. I Sverige har man også været ude og sige direkte, at de svenske teleselskaber ikke må benytte 5G-udstyr fra Huawei. I Danmark har YouSee, Telenor, Telia og 3 valgt Huawei fra og mange lande følger samme vej, anført af USA.
Se også: Nyheder om 5G netværk