5G-hastighederne i 2021 er langsommere end i 2020

De globale download- og uploadhastigheder via 5G er på et år faldet med henholdsvis 13 og 39 procent, viser tal fra Ookla. Det er der dog en god forklaring på.

5G-hastighederne i 2021 er langsommere end i 2020

5G er i fuld gang med at blive udrullet over hele verden. I Danmark var TDC hurtigt ude med det første landsdækkende 5G-netværk, mens Telia, Telenor og 3 er fortsat er i gang med at opbygge deres landsdækkende netværk.

Man skulle tro, at 5G-hastighederne verden over stiger, efterhånden som teleselskaberne får udbygget deres 5G-netværk med flere og højere frekvenser. Men det ser ikke ud til at være tilfældet.

Nye tal fra firmaet Ookla, der er bedst kendt for at stå bag hastighedstjenesten Speedtest.net, viser nemlig, at de globale middelhastighederne via 5G i 3. kvartal 2021 er lavere, end de var i 3. kvartal 2020.

I 3. kvartal 2021 lå middeldownloadhastigheden via 5G på 166,13 megabit i sekundet, mens den i 3. kvartal 2020 lå på 206,22 megabit i sekundet. Det er en tilbagegang i hastigheden på 13 procent.

For uploadhastigheden er der sket en endnu større tilbagegang. Den hed i 3. kvartal 2021 21,08 megabit i sekundet, men året inden hed den 29,52 megabit i sekundet. Det er hele 39 procent lavere.

Læs også: Hvor langt er teleselskaberne nået med udrulningen af 5G?

Foto: Speedtest.net

Lande med langsommere net tager 5G i brug

Der er dog flere gode forklaringer på, hvorfor de globale 5G-hastigheder er dalet så voldsomt på blot et år.

Den første forklaring er ifølge Ookla, at den globale udrulning af 5G nu er nået til et stadie, hvor de lande, som historisk har langsommere netværkshastigheder, er begyndt at tilbyde 5G. De lande trækker med andre ord de globale middelhastigheder ned.

Derudover er der i den tidlige udrulning af 5G gjort brug af såkaldt dynamic spectrum sharing (DSS), som gør det muligt at bruge både 4G- og 5G-teknologi på de samme frekvensbånd. Teknologien har givet 5G-hastighederne et boost i sidste års opgørelse af hastighederne, lyder det.

Ookla forventer dog, at de globale middelhastigheder igen vil stige, efterhånden som mmWave tages i brug flere steder.

I Danmark har TDC, Telia, Telenor og 3 alle købt adgang til 26 GHz-frekvensbåndet, som vil give gigabithastigheder på det mobile net. Indtil videre er det kun TDC, der har udrullet to antenner med 26 GHz-antenner – henholdsvis på virksomhedens hovedkvarter og ved Københavns Hovedbanegård.

Læs også: Alt om 5G-teknologien