Nu bliver telefoner med 5G endnu billigere

Prisen på telefoner med 5G er stille og roligt på vej ned. Med et helt nyt chipset bliver 5G-telefoner nu billigere end nogensinde før.

Nu bliver telefoner med 5G endnu billigere

Allerede i 2019 begyndte vi at se de første 5G-telefoner blive sat til salg på globalt plan, men det er først året efter, at de kom til Danmark. I starten af 2020 var 5G forbeholdt de dyre topmodeller, men er siden da også blevet introduceret på billigere modeller. Men nu kommer vi til at se prisen falde yderligere, hvillket skyldes et nyt chipset fra amerikanske Qualcomm, nemlig Snapdragon 480.

Sidste år gik 5G i telefoner fra at være forbeholdt flagskibene til, at blive tilbudt i enkelte mellemklassetelefoner. Sidst på året så vi OnePlus tilbyde 5G i den billige N10 5G-model, som med Snapdragon 690 lagde sig prismæssigt øverst i budgetklassen. De første telefoner med Snapdragon 480 er allerede på vej ud nu, og med dem bliver 5G endnu billigere.

Se også: Telefoner i Danmark med 5G

5G telefoner kommer under 2.000 kroner

Med Snapdragon 480 vil vi se 5G-telefoner komme langt under 2.000 kroner – faktisk er den første allerede lanceret.

Selvom der også findes en 200-serie, så må Snapdragon 400-serien menes at være Qualcomms mindste og billigste. Der er nemlig ikke kommet nye modeller i 200-serien siden 2019. Til gengæld har 400-serien netop fået et nyt familiemedlem, som er det første i serien med 5G indbygget. Snapdragon 480 slutter sig til Snapdragon 690 og 750G blandt billigere 5G-chipset, men er altså det billigste af disse. Snapdragon 480 er et ottekernet chipset, bygget på 8nm teknologi. For at kunne hoppe på 5G-bånd verden over, så kommer 480 med indbygget Snapdragon X51-modem, som vi også finder i Snapdragon 690.

Uden at gå alt for teknisk til værks, så er Snapdragon 480, på trods af sin billige pris, et moderne og avanceret chipset, med en utrolig ydelsesforbedring. Faktisk er det 100 procent hurtigere end dets forgænger, Snapdragon 460. Ombord finder vi også Wi-Fi 6, Bluetooth 5.1, Quick Charge 4.0+ og meget mere.

Læs også: WiFi 6E giver WiFi største opgradering i 20 år

Hvornår kommer de billigere telefoner med 5G?

Den første billigere telefon med 5G lander i butikkerne allerede om et par dage. Motorola har netop lanceret Moto G50, som er blandt de første med Snapdragon 480. Den lander i butikkerne den 15. april og bliver den billigste 5G-telefon herhjemme lige nu. Dens vejledende pris er 1.899 kroner, og går alt som det plejer, så falder prisen på den ganske hurtigt. Lige nu er de billigste telefoner med 5G Samsung Galaxy A42 og OnePlus N10, men de er altså ikke helt så billige som den nye Motorola Moto G50. Nokia har også lanceret to nye telefoner med Snapdragon 480, som dog er prissat noget højere.

Og der er uden tvivl flere telefon-modeller på vej, som vil gøre 5G endnu billigere. Før vi ved af det, så er alle telefoner på markedet udstyret med et 5G-modem.

Se også: Status på danske 5G-netværk